Los Angeles - Dekadent og Plastic Fantastisk

Bibellejr

1. Del – Cigaretter og whisky. Motörhead og Martin Luther. Ti smi kinisere. En helvedes flyvetur.

Turen udviklede sig hurtigt til et helvedesridt. Rejsetiden alene var nok til at mit humørbarometer røg under frysepunktet. Ni timer i et passagerfly med 250 personer der sad som sild i en tønde, hvor jeg var indkapslet i et totalt rygeforbud og omringet af fedladne amerikanere.
Kabineinteriøret var præget af brune og orange farver og stolene var formet i beigefarvet plastic. Det hele mindede lidt for meget om begyndelsen på flykatastrofefilmen Airport fra 1970, hvor Burt Lancaster og Dean Martin skal tackle en led snestorm, samtidig med at de forsøger at pacificere en selvmordsbomber ombord på flyet.

Første gang stewardessen kom forbi købte jeg tolv miniflasker med vodka og whisky, samt en pakke nikotintyggegummi med jordbærsmag.
Bad øjeblikkeligt om et katalog med toldfrie varer og bladrede om til bestillingssedlen, hvor jeg krydsede to flasker Whisky af. Jeg rev resolut siden ud og rakte den til hende. Hun fumlede febrilsk med den, mens hendes små hvide fingre prøvede at folde den sammen. Da hun havde fået orden på ordren, flåede jeg den ud af hænderne på hende og bestilte tre flasker whisky til, samt et karton cigaretter.
Jeg kunne mærke at hun skævede mistroisk ned på mig, men jeg værdigede hende ikke et blik. I stedet returnerede jeg sedlen og bad om at det gik lidt tjep med bestillingen.

Jeg havde lige fået åbnet den første flaske, da en tyk mand væltede sin kuffert ned over mig. Han beklagede sig højlydt over flyselskabets sikkerhedsregler, der nær havde gjort at han ikke nåede maskinen. Han nikkede kort til mig og trak på skuldrene, hvorefter han løftede kufferten væk fra mit skød og op i bagageskufferne.

Da han satte sig ved siden af mig, kunne jeg virkeligt se at han var i god foderstand. En kødfuld klump formet af transfedtsyrer og sodavand. Han vendte sig over mod mig og rakte hånden frem.

- Hey partner! Mit navn er Peter Porter. Jeg arbejder som sælger for Nestlé Food. Og er på vej hjem til konen og børnene.
Jeg trykkede hans hånd og introducerede mig. Fortalte ham jeg var på vej til bibelcamping i Alaska, udsendt af min avis for at dække alle herlighederne og hellighederne.

- Ha ha… er du selv troende eller hvad?

Porky Peter Porter slog en højlydt latter op og rystede på hovedet. Da han var færdig skyndte jeg mig at svare.

- Nej, jeg er opdraget i en lidt anden ånd.

Derefter begyndte han at forbande de hellige, fuldstændig upåvirket af at han sad i en fyldt flyver.

- God fornøjelse du! Ingen alkohol og masser af bønnemøder. Det skal sgu nok blive sjovt! Det er en fucking forsamling af ignoranter og jubelglade idioter! Alle sammen forankrede i Guds ord. De tager det sgu helt bogstaveligt og alvorligt. Pas nu på du ikke træder ved siden af, så falder hammeren hårdt.

- Træder ved siden af? Nej, det sker ikke. Jeg skal blot beskrive hvad jeg ser og sætte det sammen til en artikel.

- Store fjols! Du bliver suget ind i deres verden og den prøver til gengæld at suge al energi ud af dig, det kan jeg godt forsikre dig om. Husk at slå korsets tegn hvis de kommer for tæt på, ellers kaster djævlen sin krog i dit fordærvede kød… ha ha…

Hvad jeg skulle svare? Det forekom usandsynligt at en gruppe religiøse fanatikere skulle få nogen indflydelse på min opgave. Så jeg virrede blot med hovedet og forsikrede ham om, at jeg nok skulle passe på mig selv.

Resten af flyveturen drak jeg og gnaskede nikotintyggegummi. Jeg overvejede at sende min mad tilbage, før den overhovedet var taget ud af cellofanindpakningen. I stedet pakkede jeg bakken ned i det forreste rum i skuldertasken og åbnede endnu en miniflaske med vodka.
Peter Porter faldt i søvn lige efter indtagelsen af fem stykker hvidt brød med ost og skinke, to Marsbar og en bøtte smørdyppede popcorn. Det hele skyllet ned med cola, og sukker med lidt kaffe i.
Som han sad der, prustende og dybrød i ansigtet, fik jeg lyst til at prikke hul på ham med nålen fra en af mine badges. Se hvordan han farede op i luften, som en forvildet ballon. Spruttende og hylende, mens han susede gennem kabinen, indtil der kun var den flagrende hud tilbage. Det blev ved tanken, men alene den var nok til at få mig i bedre humør.

Inden flyet landede, havde jeg tid til at studere brochuren fra lejren. På forsiden stod der Victory Bible Camp og nedenunder startede teksten. Målet med bibelcamping er at mennesker i USA må møde Jesus og blive frelst. Valget er dit, men har du råd til at lade være? Dette mål søges bl.a. opfyldt ved stærkt fokus på evangeliet, dæmonuddrivelse og religiøs helbredelse af sygdomme og misbrugsproblemer. Derudover var der forskellige tilbud man kunne melde sig til: Fiskeri, jagt, fællessang og bønnemøder. Derefter fulgte nogle praktiske oplysninger: Medbring Bibel, salmebog, sengetøj, samt evt. en god bog du vil læse.Jeg havde ingen intentioner om at blive helbredt, hverken for det ene eller det andet. Jeg ejede ikke en bibel eller en salmebog, men havde da fået pakket mit Spiderman-sengetøj og Mark Twains ”Huckleberry Finn”.

Vi landede sidst på eftermiddagen og jeg fik møvet mig ud af flyet. Da jeg kom ned til bagagebåndet flåede jeg kufferterne til mig. Jeg proppede den nyerhvervede whisky og smøgerne ned under sokker, undertøj, skjorter og bukser. Ingen grund til at jeg skiltede med alle herlighederne.
Derefter stred jeg beslutsomt gennem hallen og ud til busholdepladserne. Det eneste brændende ønske jeg havde lige der, var at torpedere mine lunger med røgen fra en smøg. Min hjerne havde brug for tjære og nikotin, før den kunne udfærdige en helstøbt tanke. Da jeg kom udenfor satte jeg taskerne og greb resolut ned i jakkelommen, hvor cigaretter og lighter lå. For fanden da! Det var sgu på tide, tænkte jeg.
Efter alle de timer i flyveren virkede smøgen som et knytnæveslag. Jeg var tæt på at få overbalance, blev svimmel og måtte støtte mig op ad facaden. Langsomt kom jeg ovenpå igen og begyndte at spejde udover det enorme parkeringsområde. Så langt øjet rakte var asfalten fyldt med Greyhounds, lokale busser, limousiner og personbiler.
Heldigvis var der arrangeret fælles transport til lejren. Jeg skulle blot finde terminal fireogfyrre, hvor tre busser med lejrens logo stod parkeret.

I samme øjeblik kom en flok kinesere gående forbi. Flere af dem bar rundt på biblen, hvilket jeg valgte at tage som et tegn på at de skulle samme vej som mig. For en sikkerheds skyld spurgte jeg en af mændene om de skulle til Victory Bible Camp, hvilket han bekræftede med et kort nik. Derefter hankede jeg op i mine tasker og fulgte lige i hælene på dem.
Flere gange skulede de bagud, tydeligt irriterede over at jeg skulle samme vej. Nogen af dem så deciderede skrækslagne ud, ved tanken om at skulle tilbringe tre dage på bibellejr med mig.

På en måde forstod jeg dem godt. For når jeg fangede mit spejlbillede i et butiksvindue, var det jo ikke ligefrem Hr. Proper-FlotHabbit-PæntHår-NypudsedeSko, der kiggede tilbage. Goddamn! Jeg måtte se at gøre noget ved min stil når jeg kom hjem. Ud med gummiskoene, ud med T-shirts med rock’n’roll logoer, ud med slidte cowboybukser og sorte læderjakker. I hvert fald når jeg skulle ud på mere repræsentative opgaver.
Jeg dristede mig til at tænde endnu en smøgl, men inhalerede den med samme forsigtighed, som en firsårig med rygerlunger.

Efter en gåtur på små ti minutter stod vi foran de tre busser. Kineserne skyndte sig hen til den forreste, der allerede var godt fyldt op. Jeg kunne regne ud, at de helst ikke ville ende i samme bus som mig.
Jeg tog selvfølgelig udfordringen op og pressede mig ind foran et par stykker af dem. Hvis det var stoleleg de ville lege, så skulle de fandeme få lov til det. Da jeg nåede ind i bussen trak jeg helt ned bagi, hvor jeg straks okkuperede to sæder. Derefter kiggede jeg triumferende på kineserne, der nærmest så ud som om de skammede sig over dette lille optrin. Udover denne lille mandarintalende gruppe, var langt de fleste passagerer amerikanere.
Straks efter smækkede dørene i og bussen satte i bevægelse. En mand, der sad ved siden af chaufføren, rejste sig op og begyndte at tale ned i en mikrofon.

- God aften alle sammen og velkommen til Victory Bible Camp. Det er dejligt at se så mange gengangere og enkelte nye, der alle finder ro og glæde i Herrens lys, og som er forankrede i troen på paradisets lyksaligheder. Vi håber at alle vil føle sig som en del af Herrens lille flok. Lad os bede.

Herefter hallelujaede han højt ind i mikrofonen og råbte Praise the Lord. Folk klappede og hujede på udvalgte tidspunkter. Jeg skrålede med, når det krævedes, og gjorde i det hele taget mit bedste for ikke at virke aparte. Til ingen verdens nytte skulle det vise sig. Herefter rømmede manden sig og kiggede alvorstungt ud over den lille flok.

- Inden jeg slutter helt af, vil jeg gerne introducere en gæst, som vi har indbudt til at følge vores bibellejr de næste dage. Han er ansat hos en lokal avis i Danmark, som er i gang med en reportageserie om religiøsitet og tro i forskellige lande. Han henvendte sig selv til os sidste år og efter en del skriverier frem og tilbage, samt nogle gode telefonsamtaler, besluttede lejrledelsen sig for at invitere ham med...

Jeg stivnede omgående og et kort øjeblik mistede jeg hørelsen. Blodsukkeret faldt til et faretruende lavt niveau. Da jeg fik samlet mig sammen, havde der bredt sig en foruroligende mumlen blandt passagererne og jeg besluttede mig for at der nu var to muligheder. Enten kunne jeg smide mig teatralsk ned på gulvet og vride mig i smerte, for derefter at gå i en fiktiv koma, eller jeg kunne forsøge mig med nogle få velvalgte ord til forsamlingen. Jeg besluttede mig for det sidste.
I et beroligende tonefald forsikrede jeg om, at jeg ikke var med for at gøre grin med dem eller på andre måder nedgøre dem. Jeg fortalte dem, at jeg sagligt ville gengive hvad jeg oplevede i løbet af de næste dage. Hverken mere eller mindre.
Derefter hilste jeg på enkelte af deltagerne. Blandt andet en midaldrende kvinde, der længe holdt fast i min hånd og knugede den ømt. Bagefter faldt jeg i snak med hende og vi introducerede os ordentligt.

Hun hed Cynthia Christie og kom fra Seattle, var egentlig uddannet damefrisør, men havde arbejdet som hundefanger de sidste femten år. Hun var single og boede i en lille lejlighed i Downtown Seattle. Hendes fingre var små og buttede og halsen var forsvundet et sted mellem hovedet og skuldrene. Kroppen var tæt og bar præg af en usund levevis. Det til trods havde hun skruet sig ned i en stramtsiddende spadseredragt og et par højhælede sko.
Jeg vidste ganske lidt om byen, men inden vi ankom til lejren havde Cynthia fortalt mig alt hvad der var værd at vide om The Emerald City, som hun yndede at kalde den. Det lykkedes mig først at stoppe hendes talestrøm, da jeg spurgte hende om Seattle ikke var blevet udnævnt til den mest ukirkelige by i hele USA. Derefter klappede hun i som en østers og gik tilbage til sin plads.
Den sidste halve time af turen foregav jeg at arbejde. Jeg tog mine hovedtelefoner på og trykkede play på mp3’eren. Lemmy fra Motörhead sang: Sunrise, wrong side of another day. Sky high, and six thousand miles away. Don’t know how long I been awake. Wound up in an amazin’ state. Can’t get enough, and you know its righteous stuff. Goes up like prices at christmas this is– Motorhead, you can call me. Motorhead, all right…
Ved syttentiden ankom vi til Bibellejren. Alle deltagerne fik udleveret nøgler til deres værelser og derefter mødtes hele forsamlingen i fællessalen, hvor Pastor Fritz Lampe bød os velkommen. Han brugte lidt tid på at fortælle om lejrens indretning og hvilke regler der gjaldt på området. Jeg lyttede kun efter med et halvt øre, da jeg havde travlt med at kigge rundt på forsamlingen. Det var først da Fritz brød ud i en højspændt bøn, der kom ud i staccato sætninger, at mit fokus skiftede.

- I thank You, my heavenly Father, through Jesus Christ, Your dear Son, that You have graciously kept me this day; and I pray that You would forgive me all my sins where I have done wrong, and graciously keep me this night. For into Your hands I commend myself, my body and soul, and all things. Let Your holy angel be with me, that the evil foe may have no power over me. Amen.

Derefter sang vi Mighty Fortress af Martin Luther. Vi sluttede af udenfor, hvor der blev taget et gruppefoto. Herefter opfordrede Fritz Lampe folk til at gå i retræte, hvilket indebar at man trak sig tilbage i enrum, for at overveje de dybere aspekter af livet. Jeg fulgte straks han forslag og gik over til værelset.

Da jeg havde sikret mig at døren var låst, lagde jeg mine to kufferter på sengen og åbnede dem. Jeg havde ingen intentioner om at pakke ud, ej heller havde jeg planer om at reflektere over livets mening. I stedet fandt jeg plasticposen med de toldfrie varer frem.
Jeg skubbede vinduet op og satte mig ned i en lænestol, tændte en cigaret og tog en slurk af djævlevandet. Det hjalp ikke! I løbet af ingen tid tømte jeg halvdelen af flasken og røg fire smøger til. Det hjalp!
Jeg blev hurtigt mere velfornøjet og overbeviste snart mig selv om at jeg var en helvedes karl, der nok skulle give de hersens religiøse tosser kamp til stregen.
Da jeg faldt i søvn siddende i lænestolen, med hovedet hvilende på vindueskarmen, var jeg stiv som et alterlys. God Bless Cigarettes & Alcohol… God Bless America… God bless this mess…



2. Del – Miss Piggy og Porky Pink. Hardcore Hillbillies ryger himmelhø. Speedy Gonzales og Kætteren.

Det var endnu mørkt udenfor og lejren henlå i stilhed. Jeg kiggede rundt og det gik op for mig at jeg havde ligget på gulvet hele natten. Satte mig med ryggen lænet mod væggen og tændte en cigaret, mens jeg overvejede hvad dagens første træk skulle være.
Efter et par ordentlige hvæs var mit oktantal højt nok til at sætte gang i maskineriet. Først et brusebad, derefter rent tøj på og så en ordentlig skudefuld morgenmad. Jeg udførte de to første opgaver struktureret. Det varme vand satte gang i mit system og bagefter var jeg både velduftende og veltilpas.
Jeg rodede rundt i kufferterne og besluttede mig for de mørkerøde cowboybukser, en sort T-shirt med et påtryk af Speedy Gonzales, samt sorte gummisko og en sort kasket.

Da jeg stod foran spejlet og redte mit hår, kom jeg i tanke om whiskyflasken. Den måtte jeg huske at skille mig af med, før nogen fandt på at indløse panten.
Jeg lod højre hånd glide gennem håret, tog kasketten på og så rundt i værelset. Umiddelbart ingen flaske i sigte. Jeg lagde mig ned på alle fire og kiggede under sengen, men der var heller ikke gevinst. Mens jeg lå og overvejede hvor flasken kunne være, fik jeg øje på det åbne vindue. Jeg rejste mig op, gik derhen og kiggede ud.

Det var blevet lyst udenfor og lejren var ved at vågne. I et kort øjeblik stoppede mit hjerte med at slå, nede på jorden lå whiskyflasken og det ville kun være et spørgsmål om sekunder før nogen fandt den.
Jeg løb ud ad døren, ned ad trapperne og om bag huset, men da jeg kom derom var den allerede væk.
Jeg begyndte at afsøge det nærmeste område, men flasken var blevet fjernet. Nogen havde været der før mig og havde samlet den op.

En ubehagelig, nagende følelse greb mig. Jeg kunne genkalde den helt tilbage fra min barndom, som en knugende fornemmelse i maven, let svimmelhed og begyndende koldsved. Det var den følelse man fik når man havde gjort noget forkert, eller noget der stred imod de uskrevne regler, uden at tænke over konsekvenserne. Hele tiden frygtede man at blive gennemskuet, selvom man vidste afsløringen var uundgåelig. Tankerne kredsede konstant om, hvorvidt man havde slettet alle spor bag sig.
Jeg forsøgte at samle mig sammen og acceptere mit uheld. Sket er sket, sagde jeg til mig selv, ingen kan vide det var din flaske. Det var en sølle trøst.
Helt nøgternt set var jeg på skideren, kun en formidabel undskyldning kunne redde mig ud af dette morads. Mens jeg prøvede at fortrænge realiteterne, gik jeg hen for at spise morgenmad.

Kantinen var tømt for mennesker og køkkenpersonalet var i gang med oprydningen. Jeg oversvømmede en dyb tallerken med cornflakes og mælk og satte mig ved et bord tæt på udgangen. På grund af whiskyflasken var mit humør i bund. Jeg havde mest af alt lyst til at luske ubemærket ud af lejren.
Da jeg var færdig med morgenmaden, kom en af kantinefolkene over med en kop kaffe og satte den på bordet foran mig.

- Hey! Mit navn er Allan. Du kunne vidst godt trænge til at krænge en kop mokka ned?

- Ja, men ingen tjære uden sod.

Jeg tog mine smøger frem og viftede pakken foran næsen på ham.

- Det er sgu helt fint! Du kan bare ryge herinde. Alle de hellige har spist morgenmad, så vi har stedet for os selv.

- Okay! Og hvad er så lige din overbevisning, siden du ikke slutter dine sætninger af med et Amen?

Fyren grinede smørret og satte sig ned overfor mig. Hans hår gik til skulderne og så ikke ud som om at det havde været i kontakt med en børste i umindelige tider. Tænderne var gullige og lignede noget der var kastet vilkårligt ind i hans store kæft. Som han sad der, med daggamle skægstubbe og søvn i øjnene, lignede han mest af alt et udskud eller en bandit.

- Ha ha… Ja, det sgu et godt spørgsmål. Mine venner og jeg meldte os som frivillige og fik altså køkkentjansen. Ingen af os har nogen penge, så i stedet for at spinke og spare et helt år for at kunne tage på skiferie, har vi arbejdet som frivillige i Alaskas bibellejre. Det er tredje år vi arbejder her. Hver dag efter aftensmaden finder vi vores ski-udstyr frem og tager op i bjergene. Du kan da følge med, hvis altså ikke du har andre planer?

Selv om jeg ikke ejede et par ski, var det ikke svært at sige ja til invitationen og vi aftalte at mødes udenfor kantinen ved tyvetiden. Det eneste punkt i min kalender var at deltage i en fælles seance i kirken, derefter var jeg fri til at følge mine egne lyster.
Inden jeg forlod kantinen tog Allan mig med ud i køkkenet, hvor jeg hilste på hans venner. De var nogle udskud at se på, men venlige og imødekommende.
Da vi havde udvekslet nogle almindeligheder, tog en af dem en tom whiskyflaske op af skraldeposen og satte den på bordet foran mig. Jeg kunne mærke at mine kinder blev varme og røde, det prikkede i huden og jeg begyndte at svede. Jeg vidste, at jeg var afsløret.
m
- Du må sgu lære at være mere forsigtig, når du skal ha en kæfert på. Hvis ikke jeg havde fundet flasken før pastoren eller en af de emsige, så ville du stå i lort til halsen nu.

Han slog et stort smil op og blinkede til mig, og i det samme vidste jeg at min dumhed ville forblive i denne lukkede kreds. De var ikke et hak bedre selv, men til gengæld var de erfarne ud i kunsten at skjule deres tåbeligheder.
Blandt denne gruppe af Hillbillies og skibumser havde jeg fundet et fællesskab og det havde jeg tænkt mig at holde fast i, indtil hjemturen.

- Damn! Jeg har før stået i lort til halsen. Og det vigtigste i sådan en situation er ikke at hænge med hovedet.

Det var vand på deres mølle. De skreg af grin og klappede mig på ryggen. Vi sagde på gensyn og jeg forlod kantinen, vel vidende at de havde anerkendt mig som en af deres egne, som en sjuft og en bølle.

Jeg gik tilbage til værelset og hentede min notesbog og mit kamera. Derefter traskede jeg over til kirken, hvor de fleste deltagere havde indfundet sig. Placerede mig på den bagerste sæderække og ventede på at showet gik i gang.
Da klokken blev tolv lukkedes kirkedørene, en ældre mand med et stort gråt fuldskæg trådte op på scenen. Bag ham hang et sort trækors på en kridhvid væg og foran ham var placeret en talerstol af sort mahogni. Da han gik frem til den og lod sit blik vandre ud over forsamlingen, sænkede stilheden sig over kirken. Han begyndte at tale.

- I krig gælder alle regler. Og vi er i krig. I krig mod gudløsheden! I krig mod det fordærvede, der gennemsyrer vort samfund og efterlader almindelige amerikanere usikre og fortvivlede. Gud har trange kår i vort samfund. Han bliver latterliggjort og benægtet. Det er på tide vi rejser os i samlet flok og siger nok er nok.

Han fortsatte et stykke tid endnu, mens han jævnligt kom med udfald mod de vanhellige. Hvilket i hans optik ville sige alle der kunne finde på at stemme demokratisk, havde homoseksuelle tilbøjeligheder eller blot levede efter andre normer, end dem det gamle testamente foreskrev.
Da han var færdig med sine formaninger sænkede han stemmen, hvorefter han rømmede sig og lyste op i et stort smil.

- Vi har den glæde at kunne introducere en helt speciel gæstetaler i år. En kvinde, som i årevis har vært guvernør i Alaska. En lysende stjerne på den politiske himmelhvælving. Vores fremtids håb – Mrs. Sarah Palin!

Herefter brød salen ud i en vild jubel. Folk klappede ekstatisk og råbte praise the lord og hallelujah. Enkelte begyndte at græde, mens andre udbrød i spontan sang. Det var tydeligt at Mrs. Palin var en af deres egne.
Da stilheden sænkede sig over forsamlingen, tog manden på scenen ordet igen.

- Mrs. Palin er på vej herop fra Wassila og hun bliver selvfølgelig et par dage. Vi regner med, at hun taler til os inden aftensmaden.

Forsamlingen jublede. Salen summede af forventning over det forestående møde. Manden med det store skæg forlod herefter scenen, i stedet trådte en yngre mand frem.
Han var ulasteligt klædt i en mørkegrå habit. Pressefolder i bukserne, snorlige slips og nypolerede sorte hyttesko. Ansigtet var velsoigneret og han udstrålede en rigid perfektionisme. Til trods for dette, eller måske netop derfor, havde jeg svært ved at synes om ham.

- I Første Mosebog kapitel nitten, vers et til tretten står det skrevet, at homoseksualitet er en synd. Og Lot måtte forlade byen inden englene lod deres vrede regne ned over Sodoma og Gomorra. I Tredje Mosebog kapitel atten, vers toogtyve står der: Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed og en uren handling.
Og, kære venner, i Romerbrevets kapitel et, vers seksogtyve og syvogtyve, straffer Gud menneskene for deres homoseksuelle tilbøjeligheder og forkaster dem til et liv i usselhed, blodtørst, svig og ondsindethed.
Men Gud er ikke ond, han tilgiver dem der forstår og efterlever hans ord. Det skal der ikke herske tvivl om. Gud lover os styrke til at overvinde synd, inklusiv homoseksualitet, så længe vi vil tro på Jesus Kristus frelse. Jeg ved der blandt os er nogen som slås med denne synd og inderligt ønsker at blive frigjort fra denne byrde. Jeg tænker selvfølgelig på Ellen og Portia, der sidder her i salen.

I det samme rejste to yngre kvinder sig og gik op mod scenen. De havde begge lyserøde T-shirts på, samt hvide bukser og sandaler. Umiddelbart så de mere ud til at have brug for en kostvejleder, end en præst.
Måske var deres problem ikke at de var lesbiske, men nærmere at de var fyldt med mættede fedtsyrer og bar rundt på et voldsomt højt kolesteroltal.
Den unge mand stillede sig imellem dem og lagde sine arme over deres skuldre.

- Ellen og Portia, I er her i dag for at overvinde jeres synd. Det er muligt her, for Gud ønsker I skal finde en ægtemand og stifte familie. Han lover jer styrke til at overvinde jeres ugerninger og finde kærligheden mellem mand og kvinde.

Derefter lagde han sine hænder på deres pander og bad til den Almægtige om at lede dem ind på den rette vej. De to kvinder var synligt påvirkede af den unge mands ordstrøm. De virrede med hovederne og deres kroppe sitrede ved hver berøring fra ham.

- Lad Gud strømme ind i jer og bemægtige sig jeres sind og ånd. I skal gå herfra som venner og intet andet.

De to kvinder faldt på knæ og bad til Gud. De bad længe og inderligt, mens folk i salen klappede taktfast. Ellen og Portia troede virkelig på at det nyttede, man kunne se det på dem. De ville være normale, de ville være gode rettroende amerikanere. Hverken mere eller mindre.
Jeg besluttede mig for at interviewe dem senere og havde allerede overskriften klar: ”Miss Piggy og Porky Pink – To homo’er i selvfornægtelse”. Det kunne ikke gå galt.

Jeg havde flere gange bemærket en mand på stolerækkerne overfor, som havde kigget vedholdende og længe på mig. Det var en ubehagelig stirren, som absolut intet godt kunne bringe med sig. Han var ikke meget højere end en meter og tres. En rarere person end jeg ville sige at han var slank, men i virkeligheden var han radmager og lignede mest af alt en gammel junkie. Ansigtsfarven var grå og han havde et dumt udtryk i øjnene, der fik mig til at overveje om han kunne være mentalt retarderet.

Det stod mig hurtigt klart at han hadede hele min fremtoning. Han var fuldstændig overbevist om at jeg var en af de her damn left wing liberals, som var ved at køre verdenen i sænk.
På et tidspunkt, hvor hele min person åbenbart var blevet for meget for ham, rejste han sig og gik op til scenen. Han trådte op på talerstolen og inden han overhovedet havde sagt et ord, løftede han højre arm op og pegede direkte ned på mig. Derefter skreg han ind i mikrofonen, at der var en djævel i salen.
Nu var folk fokuserede på denne mandsling og hans forurettede sind. De fleste opdagede hurtigt hvad han mente, nemlig at djævlen sad på den bagerste stolerække, iført røde bukser, T-shirt og kasket! Åh for helvede, jeg havde glemt at tage kasketten af i kirken. Det var selvfølgelig derfor, at han havde set sig sur på mig. Dommen var uundgåelig.

Hvad der herefter fulgte kan vel bedst beskrives som en rystende oplevelse. Jeg blev udsat for en religiøs dissektion, hvorunder det fremgik at jeg var ugudelig og besat af Satan. Jeg var et produkt af rockmusik, Kentucky Fried Chicken, Disneyworld og alle mulige andre fordærvede institutioner og kulturprodukter.
Desuden påpegede han at min T-shirt var udtryk for en afgudsdyrkelse, der måtte skyldes et formørket sind i en forkvaklet krop. Det sidste kunne jeg ikke være uenig i, det var jo ligesom en del af min livsindstilling. Med Speedy Gonzales’ ord: ”No mas tequila! Already mui loaded”.

Til min store fortrydelse mente manden dog, at det stadigvæk var muligt for mig at blive frelst. Han foreslog at jeg gennemgik en djævleuddrivelse, for kun på den måde kunne jeg finde hjem til Gud. Det var her jeg gik lidt i panik. Hvis de ville have mig til at forsage Djævelen og al hans værk, måtte de i hvert fald fange mig først. Arriba, ándale, olé, ándale!
Jeg fløj op fra sædet og løb hen til døren, men den var låst. Jeg prøvede at åbne et vindue, men haspen sad urokkeligt fast.
Der var ingen vej ud! Så i stedet vendte jeg mig om mod forsamlingen og forsøgte at tale til dem.

- Hør nu her alle sammen. Jeg har intet ønske om at deltage i sådan en seance. Det er ganske enkelt for grænseoverskridende. Så skal vi ikke hellere enes om at være uenige. Jeg beklager, hvis jeg har virket provokerende i min fremtoning, men det bunder altså ikke i en eller anden dyrkelse af Satan.

Jeg tror ikke mine ord overbeviste nogen, om at jeg ikke var besat af Djævelen, men efter det lod de mig sidde i fred. På bagerste stolerække.

Klokken nærmede sig halv syv om aftenen og jeg var godt stegt. Den ene bøn afløste den anden. Oftest handlede de om det samme og havde nogenlunde samme ordvalg. Dette var åbenbart ikke stedet til sproglige eksperimenter. Jeg sad og legede lidt med tanken om en ny bøn, men endte altid ude i det profane eller ligegyldige. Ånden var langtfra redebon.

Da Pastor Fritz Lampe gik på scenen og annoncerede at Sarah Palin ville tale til os efter pausen, havde jeg i et stykke tid overvejet mulige flugtveje.
Jeg var så desperat efter at komme væk, at jeg var parat til at springe igennem et vindue eller hakke mig igennem gulvet med en brandøkse. Det undgik jeg nu. I stedet rejste jeg mig som den første og skyndte mig udenfor.

Pladsen foran kirken blev hurtigt fyldt op og der gik ikke lang tid før jeg fik øje på Ellen og Portia. Jeg gik hen til dem og introducerede mig. Efter en del overtalelse lykkedes det at få et interview i stand, men de ville først tale med mig i morgen formiddag. Vi enedes om at mødes i kantinen klokken elleve.
Folk begyndte så småt at trække ind igen, men jeg havde overhovedet ikke lyst til at følge efter dem. I stedet følte jeg en stigende trang til at slippe væk fra kirken, væk fra den syrede almagt, som gennemstrømmede de såkaldte rettroende. På grund af denne almagt var de fyldt med frygt. De frygtede verdens raseri og fordærv. De rystede i bukserne ved tanken om at lykken kunne findes et andet sted, end i deres smålige verden.
Jeg tog en hurtig beslutning og henvendte mig igen til Miss Piggy og Porky Pink, for at få dem til at optage Palins tale på min diktafon. De indvilligede og jeg takkede dem mange gange. Vi aftalte de kunne give mig optagelsen tilbage, når vi skulle mødes næste dag.

Folk her i bibellejren påstod, at de levede i år 2008 efter Kristus. Fanden stå i det, tænkte jeg. Som jeg så det, levede vi i år seks hundrede millioner og enogtyve efter det første primitive kredsløb. Jeg gik tilbage til værelset mens jeg sværgede troskab overfor min indre kætter, der ømt skærmede mod alle religioner.

Jeg tog min gamle blå parkacoat på og fandt et par forede goretex støvler frem. Stuvede to flasker whisky og en pakke smøger ned i skuldertasken, hvor kameraet og notesblokken allerede lå. Jeg tog støvlerne på og trak en blå strikhue med kvast ned over ørerne. Tasken over skulderen og på med handskerne. Det begyndte at ligne noget.

Da klokken var otte stod jeg foran kantinen, sammen med gutterne fra køkkenet. Vi var 6 mand og havde to snescootere, men vi kunne lige være tre personer på hver maskine. Derefter var det udover sneen, med hovedet under armen og gashåndtaget i bund. Flaskerne klirrede i tasken og aftenens rene luft virkede opkvikkende.
Vi stoppede ved foden af en kæmpe bakke og steg af scooterne. Jeg tog en flaske frem og smed den i sneen, hurtigt blev folks krus fyldt med whisky. Allan startede et bål og snart blev stemningen mere løssluppen.
Jeg havde læst om skibumser og deres levevis, men det overraskede mig alligevel hvor tilbagelænede de var. Selv om de boede fem mennesker i et lille værelse og levede af dåsecolaer, franskbrød med makrelsalat og pulversuppe, var de glade og veltilfredse.
Når de en sjælden gang havde penge på lommen, fyrede de hele formuen af på alkohol, cigaretter, brugt skiudstyr og hash.
De levede som bumser og søgte kun arbejde når det var strengt nødvendigt.
I virkeligheden var de børn af den store depression i tredivernes USA, hvor en stigende mængde bolig- og arbejdsløse amerikanere rejste landet tyndt, mens de søgte job som daglejere. Det var den indstilling de havde videreført.
De levede fra hånden til munden. Ikke fordi det var nødvendigt, men fordi det var deres livsstil.

Vi tømte hurtigt whiskyen og jeg tog den anden flaske frem, men Allan foreslog vi røg en joint i stedet.
Han hev en færdigrullet spliff frem og tændte den. Det affødte en del hujen, samt små hyldestdigte til galaren. Heavenly hay, I worship you and give you praise. I bow in worship and praise before you. I surrender myself completely and unreservedly in evey area of my life to you.Da jointen nåede over til mig tog jeg et ordentligt hiv og lod røgen trænge ned i lungerne, hvor den hurtigt gled ud i blodet. Jeg havde før i tiden røget en del hash, men de sidste par år var der blevet længere mellem inhaleringerne. Det passede mig egentlig ganske godt. Jeg var dog ikke svær at lede i fordærv og tog endnu et hvæs.
Resten af aftenen stod vi på ski og kælkede i sneen, men da klokken nærmede sig et begyndte vi hjemturen.

På vej hjem slog det mig at mine nye venner konsulterede en anden almanak, end den de religiøse tog udgangspunkt i. De to grupper var forankrede i modsatte verdener og stod i opposition til hinanden. Alligevel levede de i det samme land. Kompleksiteten var til at få øje på.
Jeg havde altid ment, at modsætninger nærede hinanden. De kristne mennesker i lejren kunne ikke forkynde ydmyghed, hvis ikke der fandtes selvhævdende mennesker. De kunne ikke prædike mådehold, hvis ikke grådigheden var en iboende faktor i os. Desuden var al den snak om kærlighed og troskab kun relevant, så længe folk opførte sig utugtigt og dansede med Djævelens cancan-piger.

Vi nåede hurtigt tilbage i lejren. Før vi gik hver til sit gav Allan mig en joint.
- Her! Den kan du ryge, når de sjælsrå kendsgerninger trænger sig på.

Vi gav hånd og jeg gik tilbage til værelset.

Det sidste jeg nåede at tænke, inden jeg faldt i søvn med tøjet på, var at der syndes både indenfor og udenfor murene. Forskellen var blot, at udenfor murene var der knap så mange hyklere. Just as every cop is a criminal. And all the sinners saints. As heads is tails. Just call me Lucifer, ’cause I’m in need of some restraint. So if you meet me. Have some courtesy. Have some sympathy, and some taste. Use all your well learned politesse, or I’ll lay your soul to waste, um yeah. Please to meet you. Hope you guessed my name, um yeah. But what’s puzzling you, is the nature of my game, um mean it. Get down. Woo, who. Oh yeah, get on down. Oh yeah. Oh Yeah.



3. Del - Blodprøver, Babelstårnet og en improviseret bålafbrænding. Tro eller tilfældighedernes spil. Noget om abekatte, Darwin og Goebbels. Palin, pot og poppy seeds. Gonzo the Great og Grateful Dead.

Min skønhedssøvn blev afbrudt ti minutter i fem af en infernalsk larm udefra. Det tog lidt tid inden hjernen filtrerede støjen og fik den afkodet. Da det skete var jeg lysvågen.

- Alle lejrdeltagere bedes møde op i fællessalen klokken halv seks. Der indkaldes til møde. Alle bedes møde op inden morgenmaden. Medbring pas, id-kort eller anden billedlegitimation. Jeg skal indtrængende bede alle om at være klar klokken halv seks.

Fritz Lampes røst kom ud igennem højtalerne. Stemmeføringen var neutral. Alligevel var der noget mekanisk over den, som fyldte mig med bange anelser.
Jeg strakte kroppen og den værkede sig efter gårsdagens strabadser, men jeg fik samlet mig sammen og stod ud af sengen. Da fødderne ramte gulvet gik det op for mig hvor kvæstet jeg var. Jeg havde alle symptomerne på tømmermænd, men heldigvis var jeg gammel nok til at fokusere på det forestående møde.

Jeg fik ikke børstet tænder eller vasket mig, til trods for lugten og den dårlige smag i munden. Til gengæld kom jeg hurtigt i noget rent tøj og fik pakket tasken med blok, kuglepen, kamera og pas. Derefter satte jeg mig og overvejede hvad mødet kunne dreje sig om.
Jeg havde ingen anelse om, hvad der var i vente. Min mavefornemmelse sagde mig, at det ikke kunne være noget godt

Klokken tyve minutter over fem stod jeg i fællessalen, med en kop kaffe i hånden og en utændt smøg i kæften. De fleste lejrdeltagere var mødt op, men jeg kunne ikke se Allan og hans venner.

På scenen sad Fritz Lampe og den unge prædikant fra forleden, samt Sarah Palin og to andre repræsentanter fra ledelsen.
Stemningen var ikke anspændt, hvilket gjorde mig mere fortrøstningsfuld. Måske handlede det om noget ganske tilforladeligt, som et bønnemøde eller fællessang, for at indgyde lidt mere gudfrygtighed i deltagerne.
Jeg rykkede op foran scenen og satte mig på forreste række. I det samme fik Fritz og jeg øjenkontakt.
Selv om vi kun kiggede på hinanden i få sekunder, var det nok til at jeg inderligt fortrød mit valg af siddeplads. Det ville dog være for pinligt at rejse sig igen.
Hvad Fritz fortalte mig, blot ved at kigge på mig, var at han vidste jeg var åndelig og moralsk uren. Det lovede ikke godt.

Deltagerne havde fundet deres pladser og Fritz gik ind midt på scenen. Lyset i salen blev dæmpet og en projektør sendte en lysstråle ned på pastoren. Der blev helt stille og jeg fornemmede at alles blikke var rettet ind på ham.
Han stod med bøjet hoved og stramt samlede ben. I højre hånd havde han en mikrofon, i venstre knugede han et lille hvidt trækors.
Som han stod der, rammet ind af en stråle fra foroven, blev jeg sært fjendtlig over for ham. Det her set-up var perverst og manden i midten var en uforsonlig stodder.
Langt de fleste her var nogle farisæere og jeg var overbevist om, at al det snerperi dækkede over nogle unormale følelser. Luften var tyk af selvfornægtelse.

Fritz stramme kropsholdning fik mig til at tænke på hvilke mørke hemmeligheder en så stramtandet mand mon bar rundt på, hvis nogen overhovedet. Måske var han typen der ejede et lille skummelt rum for enden af en mørk og snørklet passage. Et gemmested hvor væggene var beklædt med latex og sort læder, hvor han kunne undslippe guds åsyn og dyrke sine lyster i fred. Der kunne han hive forbudte tanker frem fra sit eget forskruede væsen, uden at de blev fordømt som vulgære eller ligefrem abnorme.
Fritz løftede blikket fra gulvet og kiggede ud i salen. Han havde et pinefuldt udtryk i ansigtet og det varede lidt før han begyndte at tale.

- Satan er denne verdens hersker. Sådan sagde Jesus Kristus og sådan er det gengivet i Johannes kapitel tolv, vers enogtredive. Han lokker menneskene med alverdens rigdomme og herligheder, hvis blot de vil tilbede ham og underkaste sig hans love. Men husk at Gud lod syndfloden komme over de ugudeliges verden og trak alle synderne ned i helvede.

Derefter holdt han korset ud i strakt arm og pegede ud mod os.
- Der er en synder i blandt os. En der ikke har forstået, at vi skal adlyde og under-kaste os Guds vilje. I nat fandt lejrvagten to skod fra nogle mærkelige hjemmerullede cigaretter. Det viste sig at være marihuana-cigaretter, altså euforiserende stoffer! Jeg skal minde alle her om at der i Åbenbaringen kapitel tyve, vers ti står: ”Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ild – og svovlsøen, hvor også dyret og den falske profet var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder”.

Åh for Helvede, tænkte jeg. Mine venner var blevet skødesløse, men heldigvis kunne jeg ikke forbindes med ugerningen.
Jeg faldt mere til ro og fangede snart mig selv i at nikke selvfornøjet af pastorens ord. Det var tid til at få pudset glorien. Mit hoved føltes ikke længere tungt og selvtilliden steg. Da Fritz fortsatte sad jeg med rank ryg og et alvorsfuldt ansigtsudtryk.

- På grund af dette fund har ledelsen fundet det rimeligt at vi får udryddet enhver tvivl om, hvem der har begået den udåd. Ingen er tjent med at blive mistænkeliggjort og som det står nu er vi vel alle under mistanke. Derfor vil vi bede jer om at afgive en blodprøve straks efter dette møde, så vi kan få den skyldige frem i lyset og ud af lejren. Blodprøverne vil blive udført i kantinen.

Jeg forsøgte at holde min positur i stolen, mens mørke pletter dansede på nethinden og sveden piblede frem.
Jeg husker ikke hvordan mødet udviklede sig herefter, men da dørene blev åbnet hjalp den friske luft mig til at genvinde synet og brugen af mine lemmer.
Jeg rejste mig og kiggede op på scenen, men den var tom. Lyset var blevet tændt og jeg var den sidste herinde. Følte mig som persona non grata.

Satte mig på en bænk og tændte en cigaret. Det var tid til at tænke mulighederne igennem. Der var måske et smuthul ud af denne misere, jeg skulle bare lige finde det først.
Under alle omstændigheder havde jeg en aftale klokken elleve med Miss Piggy og Porky Pink, den var jeg nødt til at overholde.
Hvad Fanden, tænkte jeg, de kan vel ikke have resultatet af prøverne før i morgen. Derefter gik jeg over mod kantinen.
Da jeg stod i kø, var jeg stadigvæk i vildrede med hensyn til denne kattepine. Jeg prøvede at tænke på noget andet, mens jeg forberedte mig på det uundgåelige møde med nålen.
Jeg havde ikke fidus til begreber som hybris og nemesis. I modsætning til denne her forsamling troede jeg ikke på skæbnen. Jeg forstod simpelthen ikke at de kunne benægte tilfældigheden, men den harmonerede vel ikke med deres overbevisninger. De afviste den og derfor var de nødt til at bygge altomspændende fælder, som de kaldte Gud.
Jeg forestillede mig de sad og betragtede fælderne, hvori de fastholdt tilfældet, og undredes over det hvileløse bytte. Men selv om de glanede på dem i dagevis, fattede de ikke at dette bytte var menneskene selv.
Foran mig var en ung mand ved at blive tappet for blod og mine vener stod for skud.
Palin og Pastor Lampe havde været de første der afgav en prøve. Jeg gik ud fra de havde været helt rolige, da nålen ramte blodåren. For den rene er alting rent.

Bagefter stod jeg udenfor og pulsede på endnu en smøg, mens jeg holdt et stykke vat over stiksåret. Jeg fik øje på en lille forsamling, der stod samlet i en rundkreds.
Jeg gik derhen og kunne se de havde gjort et bål parat, men i stedet for træ var det lavet af bøger og tidsskrifter. Det viste sig at de senere ville brænde bøger af. Jeg syntes det lød aparte, så jeg spurgte om lov til at være med. Selv om de var skeptiske, så indvilligede de.
Mit bidrag til ilden skulle nok bringe glæde i censurkomiteen, men jeg var knap så sikker på at det behagede Høvdingen i det Høje.

Da jeg gik tilbage mod kantinen overvejede jeg hvilke tanker der lå bag, de måtte være en konsekvens af en iboende rædsel.
Deltagerne prøvede at skærme hinanden mod ukristelige tanker, som nogen oven i købet havde vovet at trykke på papir og udgive. Det var deres beskedne bidrag til den almene folkeoplysning. Hos disse mennesker lå fanatismen lige under overfladen og ulmede, der skulle bare en gnist af frygt til at antænde den.
Mange af deltagerne snakkede om Armageddon og Satans opstigning til jorden. De troede han var ved at samle en hær, som kunne bruges til at erobre verden.
En af hvervemetoderne var angiveligt gennem litteraturen og derfor ville de bandlyse forfattere, der udtrykte kritik af det patriotiske og kristne USA.
Det forekom mig at være en kamp mod vindmøller, blot for at forsvare en forkvaklet udgave af The American way of Life.
Kantinen var godt fyldt op. Til min overraskelse gik Allan og gutterne rundt ude i køkkenet og arbejdede. Da han så mig lyste han op i et kæmpe smil og blinkede skælmsk. Jeg strøg forbi bordene og gik ud til dem.

- Hvad’ fanden! Har I ikke afleveret blodprøver?

- Prøv lige at dæmpe dig. Vi mødte ind tidligt i morges og gik i gang med forberedelserne til morgenmaden. Lejrledelsen har ikke værdiget os et blik.

Hvor heldig har man lov at være, tænkte jeg. De gik rundt med alle mulige ulovlige stoffer i kroppen, men ingen havde tænkt på at stikke en nål i deres giftbefængte blodårer.

- Okay! Godt for jer. Jeg undgik ikke nålen og i morgen bliver jeg afsløret som en potrygende, no-good son of a bitch. Det skal nok blive underholdende.

- I morgen? Nej makker, så lang tid får du ikke i fred. Lejren har eget laboratorium, resultaterne ligger sikkert klar i aften. Du kan vælge at luske af nu, eller vente og se hvad reaktionen fra ledelsen bliver.

Det var for meget af det gode. Selvfølgelig havde de et laboratorium her. Det var ikke
usandsynligt at de også havde en domstol, samt deres egen fangekælder.
Jeg snuppede to skiver toastbrød, en pakke syltetøj og et krus kaffe, og placerede det på en bakke. Derefter nikkede jeg til Allan og gik over mod værelset, mens jeg forsøgte at begribe mit uheld.

Spiste morgenmaden, hvorefter jeg lagde mig på sengen for at gennemtænke mit næste træk. Jeg havde ikke lyst til at forlade lejren nu og besluttede mig for at afvente situationen.
Det var svært at bevare selvkontrollen og jeg overvejede kraftigt at spørge Allan, om han havde nogle betablokkere.
Som et lyn fra en klar himmel slog det mig, at jeg havde en joint i min jakkelomme. Tid til at generobrer ligevægten. Jeg åbnede vinduet og fyrede op i det koniske vidunder.
Mens jeg røg gled alle de foregående hændelser i baggrunden. Et beskyttende filter lagde sig over mine tanker og fortrængte realiteterne.
Da jeg lagde jointen fra mig var klokken blevet halv elleve. Jeg kom i tanke om aftalen med Ellen og Portia. Rejste mig op og fandt mp3’eren frem.
Musikken strømmede ind i ørerne og op i hjernen. Rytmerne forplantede sig ud i kroppen. Jeg følte mig stærk, samt behagelig til mode. The trouble started in cell block number four. That’s where I said ”Ok boys, get ready to run. ’Cause here comes the warden with his tommy gun. The warden said ”Come out with your hands up in the air. If you don’t stop this riot, you’re all gonna get the chair”. Scarface Don said ”It’s too late to quit. So pass the dynamite, ’cause the fuse is lit.
Fem minutter over elleve stod jeg i kantinen og denne gang var jeg fyldt med selvtillid, klar til at gå i kødet på Porky Pink og Miss Piggy. Jeg havde forberedt mine spørgsmål og var opsat på at følge dem slavisk. Intet kunne banke mig ud af kurs.
Jeg hentede en kop kaffe og slog mig ned overfor dem. Vi hilste kort på hinanden og Ellen gav mig diktafonen tilbage. Derefter kastede jeg mit første spørgsmål i hovedet på dem.

- I Saudi-Arabien har kongedømmet indført et forbud mod religiøse symboler der ikke tilhører islam. Desuden er det lovpligtigt at skolerne underviser i koranen og læren om Profeten Muhammeds liv. Kunne I forestille jer en lignende magtposition for kristendommen i USA?

- Ja! I det hele taget ville jeg ønske der var flere kristne friskoler i Amerika, men det kan nås endnu. Jeg vil dog ikke forbyde folk at bære religiøse symboler, det er trods alt at foretrække frem for alt det pop og lir I andre omgiver jer med.

Svaret kom fra Ellen og var uventet præcist og afmålt. Jeg smilte forsigtigt til hende og fortsatte med næste spørgsmål.

- Charles Darwin fik i 1859 udgivet bogen Arternes Oprindelse, der revolutionerede opfattelsen af udviklingsteorien og fik mange folk til at forkaste skabelsesberetningen. Samtidig beviste han at aberne og menneskene har samme stamfader…

Jeg nåede ikke længere i spørgsmålet, for nu hamrede Portia håndfladen ned i bordet og kiggede fornærmet på mig.
- Du kan ikke sige det der… Du skal ikke komme her og sammenligne mig med en abe. Jeg vil ikke finde mig i det.

Derefter rejste hun sig og forlod kantinen. Jeg vendte mig om mod Ellen og skulle til at gøre spørgsmålet færdig, men blev afbrudt.

- Du kan nok forstå, at vi ikke kan acceptere din og Darwins udlægning. Jeg tror det er bedst vi stopper her… du må have mig undskyldt…

Så gik hun også og efterlod mig med alle mine fine ubesvarede spørgsmål. Hvad med Big Bang teorien og årringsdateringer? Troede de ikke på kulstof 14-metoden og benægtede de eksistensen af elektriske ladninger? Hvor passede astronomien og Einsteins relativitetsteori ind i deres verdensbillede?
Jeg rejste mig og proppede diktafonen ned i jakkelommen. Op i røven med dem, tænkte jeg. De klamrede sig til en stramtandet trosbekendelse og var ambassadører for en polarisering mellem tro og kundskab.
Et øjeblik overvejede jeg at medbringe biblen til den forestående bålafbrænding, for den hellige bog indeholdt saftige passager og beskrivelser af utugtige handlinger.
Nej! Ingen grund til at provokere yderligere. Jeg havde brug for noget velvillighed, så jeg holdt fast i min oprindelige tanke om at ofre Huckleberry Finn. Det blev svært at sige farvel til Jim og Huck, men der var ingen vej udenom. Det var tid til at kysse helligrøve.

Da jeg kom over på værelset og smed min trætte krop på sengen, var jeg ikke kommet nærmere en løsning på mine kvaler. Blodprøveresultaterne hang over mit hoved som et damoklessværd, mindede mig om livets omskiftelighed. Det gik op og ned.
Efterhånden resignerede jeg og accepterede mit fald, med alt hvad deraf fulgte af vanære.
Klokken var kun kvart i tolv og jeg orkede ikke at lytte Palins tale igennem. I stedet faldt jeg i søvn og begyndte at drømme.

Jeg var ved at bestige et bjerg. Det var varmt. Sten og grus skar sig ind i mine håndflader og bjergsiden var meget stejl. Til trods for dette var jeg utrolig glad. Jeg kunne snart se toppen og da jeg nåede derop var den fuldstændig plan og dækket af græs. Jeg spejdede rundt og fik øje på et lille træskur. Da jeg kom tæt på, var det tydeligt at det var et das. Uden at spekulere videre over det åbnede jeg døren og satte mig på tønden. Da jeg ville rejse mig igen var der noget som holdt mig tilbage. Pludselig blev min krop trukket ned i tønden. Jeg gled nedad igennem et langt rør. Turen endte i en sø, hvor vandet var grumset og ildelugtende. Begyndte at svømme og snart nåede jeg ind til bredden. Forskellen var bare at jeg nu var inde i bjerget og ikke udenpå. Mens jeg gik videre kunne jeg høre larm og stemmer udefra, derfor begyndte jeg at lede efter en udgang. Snart opdagede jeg en tunnel, hvorfra der kom et svagt lys. Tunnelen var lige netop stor nok til at jeg kunne presse mig igennem. Jeg møvede mig frem og lyset blev stærkere. Pludselig fik jeg puds og støv i håret og i øjnene. Jeg mærkede to hænder tage fat i min hage og nakke, hvorefter jeg blev trukket ud af tunnelen. Mens jeg endnu lå på jorden så jeg et mylder af mennesker, der alle var i gang med at bygge et kæmpe tårn. Det støttede sig op ad bjerget, men fortsatte op over bjergkanten og videre op i skyerne. Af en eller anden grund besluttede jeg mig for at hjælpe med byggeriet og min første opgave blev at bringe en sæk sten op i toppen. Mens jeg stod ved foden slog det mig hvor venlige folk var ved hinanden. Alle her var opmærksomme på hinanden og stod klar til at hjælpe, hvis nogen havde problemer med arbejdet. Desuden lød det til at folk talte det samme sprog og bar rundt på den samme kultur. Da jeg påbegyndte min tur opad var jeg fyldt med optimisme, men jo højere jeg kom op desto mere forvirret og nervøs blev jeg. Jeg kunne ikke sætte ord på disse nye følelser, der i stedet gjorde mig fortvivlet. Jeg lagde mærke til at folk heroppe ikke lignede hinanden, på samme måde som dem i bunden. Nogle havde fine ansigtstræk og skæve øjne. Andre havde store læber og brede næser. Nogle var lyshårede og havde blå øjne, mens andre igen var sorthårede og deres øjne var farvet mørke af solen. De arbejdede i små grupper, talte lavmælt til hinanden og på forskellige sprog. Jeg forsøgte flere gange at henvende mig til folk omkring mig, men ingen forstod hvad jeg sagde. Jeg hankede op i sækken og tog endnu et stræk opad, indtil jeg nåede en lille afsats omkring hundrede meter fra toppen. Her satte jeg stenene fra mig, tændte en cigaret og nød udsigten. Da jeg kiggede ned opdagede jeg hvor højt oppe jeg var. Heroppefra var menneskene på jorden ikke større end myrer. Jeg lænede mig forsigtigt ud til kanten af afsatsen og i samme øjeblik fik jeg overbalance. I et splitsekund lykkedes det at få min hånd omkring et reb, derefter begyndte faldet. Jeg havde været overmodig og ubetænksom. Mens jeg styrtede forbi de forskellige etager forsøgte jeg febrilsk at holde fast i rebet og håbede det ville stramme til inden jeg nåede jorden. Men da jeg kiggede opad så jeg at tårnet var ved at falde sammen og rebet havde ikke været bundet fast. Tårnet kom styrtende ned mod mig, som en kæmpe støvsky med murbrokker, cement og træ. Jeg ramte overfladen med et drøn og luften blev slået ud af mig, derefter væltede resterne af tårnet ned over min krop og i samme øjeblik blev jeg revet ud af drømmen.Vågnede med et sæt! Mit hjerte bankede vildt. Der gik lidt tid, inden det gik op for mig at jeg stadigvæk var i live. Jeg var tør i munden og badet i sved. Mit hoved dunkede og mine fødder snurrede. Jeg rejste mig forsigtigt op og satte mig på sengekanten.
Desværre havde det aldrig været min stærke side at fortolke drømme. I stedet så jeg dem som en mulighed for at stimulere bevidstheden. De fungerede som opium eller psilocybinsvampe, der fremtvang hallucinationer fra min syrede underbevidsthed.
Jeg snuppede et koldt brusebad og satte mig bagefter i lænestolen for at ryge resten af jointen, men ingen af delene havde den ønskede effekt. Til gengæld kredsede mine tanker om blodprøverne.
Da jeg forsigtigt sugede det sidste kick ud af jointen blev jeg overmandet af et ubehageligt hosteanfald, som efterlod mig med tårer i øjnene og åndedrætsbesvær. Mens jeg kæmpede med at genvinde vejret, kom jeg i tanke om den forestående bålafbrænding og for første gang i dag blev jeg opstemt ved tanken.
Tog min blå– og sølvfarvede joggingdragt på, samt et sort pandebånd og mine hvide gummisko. Jeg mindede om en sportsstjerne fra halvfjerdserne og det passede mig strålende.
Derefter gik jeg opstemt ud ad døren med Huckleberry Finn under armen. Havde Mark Twain været her, ville han forsøge at skyde mig med sin Smith & Wesson.

Vi stod i en rundkreds og betragtede bunken af bøger, som lå i vor midte. Jeg fik øje på gamle bekendtskaber, vilde og mindeværdige eventyr, som jeg havde været en del af.
Jeg havde lagt Huckleberry Finn på bålet, hvilket affødte en del positive tilkendegivelser fra forsamlingen. De fleste havde medbragt en Harry Potter bog, mens andre var kommet med romaner af Anthony Burgess, Ray Bradbury, John Steinbeck eller Kurt Vonnegut.
Da bålet skulle tændes, opdagede vi at der manglede tændvæske. For at vise hvor ivrig jeg var efter at komme i gang, meldte jeg mig til at hente den. Jeg var dog i forvejen i kridthuset, på grund af mit bidrag til bålet.
En ældre kvinde fra lejrledelsen pegede en hvid bygning ud og forklarede hvor den brændbare væske stod. Jeg tog imod nøglebundtet og gik derover.
Jeg skulle om på bagsiden af huset for at finde indgangen. Benzinen til bålet stod på et bord lige inden for døren, men jeg brugte anledningen til at kigge nærmere på værkstedet.
Jeg rodede i skuffer og skabe. På væggen var alt værktøjet hængt sirligt op, alle redskaberne havde et nummer og initialerne VBC trykt på sig. Der var orden på sagerne.
Da jeg åbnede et stort skab, hoppede mit hjerte en ekstra gang. På hylderne stod hundredvis af kolber, en lille blodcentrifuge, førstehjælpsudstyr og en vægt, men hvad der fik mit blod til at løbe hurtigere var de cirka 150 blodprøver, som var placeret på øverste hylde.
Jeg tog dem forsigtigt ned og placerede dem på et bord. På hver kolbe var der påsat en lyserød etiket med navnet på den testede og det tog mig ikke tre sekunder at udtænke en genial, men skudsikker plan.
Jeg var næsten færdig med at pille etiketten af min prøve, da jeg hørte nogen gå rundt udenfor værkstedet. I ren panik tog jeg en helt tilfældig kolbe og placerede mine data derpå, og med et snuptag fik jeg sat den anden navneseddel på min blodprøve.
Jeg nåede lige at få lukket skabet og gribe tændvæsken, inden døren ind til værkstedet gik op og jeg stod overfor en høj mand i en hvid kittel.

- Hej! jeg var bare lige inde efter noget tændvæske til bålet.

Jeg forsøgte at se helt rolig ud, mens jeg stammede sætningen frem. Han kiggede mistroisk på mig, men accepterede åbenbart min forklaring.

- Javel ja. Jamen det var da godt. Jeg kommer fra laboratoriet og skal blot hente blodprøverne. Vi skal til at teste dem nu.

Jeg nikkede alvorsfuldt til ham og sagde, at det var et fantastisk stykke arbejde de udførte. Tilkendegav på den mest hykleriske facon, at jeg håbede de fangede den skyldige. Det var vand på kittelmandens mølle og han lyste op i et djævelsk, venligt smil.

- Bare rolig, vi har det nyeste udstyr her i lejren. Og mange gode laboratoriefolk og to læger. Jeg er sikker på vi får afsløret den skyldige. Så vi igen kan få fred i sindet.
Jeg smilte tilbage og løftede spritten op foran ham, for at tilkendegive at jeg måtte tilbage til bålet. Vi hilste et kort farvel og jeg strøg ud ad døren, både lettet og en smule rystet på samme tid.

Bøger brænder hurtigt. Det var jeg ikke klar over, før vi stod samlet om bålet og ilden havde fået fat. Flammerne greb om papiret og krøllede det samme, så der til sidst kun var kul og aske tilbage. Hvis Helvede eksisterede, måtte dette være grund nok til at havne der.
Et billede af Joseph Goebbels foran et kæmpe bål af bøger blev ved med at mase sig på. Det slog mig, at vi pludselig var forbundet med denne sindssyge agitator. I dette øjeblik var den eneste forskel på ham og os at han allerede var blevet udnævnt til portvogter i Helvedes forgård, mens vi endnu stod heroppe i al vores stråleglans, fortryllede af ildens dans.
Jeg kunne mærke tårerne trænge sig på, men tilskrev det røgen fra bålet. Alligevel valgte jeg at undskylde mig overfor de andre og forlade seancen.
På vejen over til værelset hørte jeg Alexander Solsjenitsyns, Anthony Burgess og de andre forfatteres fortvivlede skrig. Denne oplevelse ville komme til at plage mig i lang tid fremover, det var sikker og vist.

Jeg var stadigvæk i et læsterligt humør, men besluttede alligevel at gennemlytte Palins tale. Stak høretelefonerne i diktafonen og satte mig til rette i lænestolen.
I løbet af få minutter stod det klart at hun var ærkekonservativ, en hård modstander af abort og homoseksuelle ægteskaber. Hun hyldede amerikanernes ret til at bære skydevåben og forsvarede indædt dødsstraffen.
Hendes kompromisløse stil foruroligede mig, men hun havde tydeligvis forsamlingen i sin hule hånd. Der blev hujet og applauderet, hver gang hun havde færdiggjort en sætning.
Alaskas Super Lady kammede ikke ligefrem over af ydmyghed, tværtimod lød hun som en der havde patent på at lære resten af menneskeheden om den rette vej.
Hun talte stadigvæk da båndet løb ud, men det ærgrede mig ikke det mindste. Jeg havde hørt rigeligt og gik ud på badeværelset, hvor jeg stak en finger i halsen. Bagefter følte jeg mig giftfri og lettet.

Jeg forlod først værelset igen ved halvsekstiden, optændt af en sær lyst til at starte nogle optøjer. Det skulle vise sig at jeg snart ville få mine behov dækket.
På vej over til kantinen mindedes jeg nogle gamle episoder af Muppet Show, hvor alt hvad der kunne gå galt også gik galt. Til trods for de ofte kaotiske forhold fortsatte dukkerne med at optræde til den bitre ende. Jeg besluttede mig for at følge deres eksempel.
Min yndlingskarakter fra serien var Gonzo den Store, og siden barndommen havde jeg været tiltrukket af denne outrerede karakter. Han klædte sig ud i superheltekostumer, perlebesatte heldragter og alt muligt andet glitter og stads. Han lod sig skyde ud af kanoner, foretog vilde stunts med motorcykler og var forelsket i en høne. Kunne man ønske sig et bedre forbillede?
En af hans mest mindeværdige optrædener var da han forsøgte at demontere en bombe, samtidig med at han reciterede Percy B. Shelly.
Ofte spurgte folk i showet om han nu troede et specielt nummer ville lykkes, hvortil Gonzo svarede: ”No! Isn’t it great?!”.
Jeg opfattede ham som en ven i ånden, der frem for at føle sig misforstået af publikum satte en ære i at optræde, uden at skele til hvad andre mente om ham.

I det samme jeg åbnede døren ind til kantinen glemte jeg alt om Gonzos eskapader, for det der skete nu var langt mere opsigtsvækkende.
Resultaterne fra blodprøverne var blevet offentliggjort og Fritz Lampe var ved at gennemgå dem. Det var åbenlyst, at han havde svært ved at finde en passende grimasse. Jeg satte mig ned lige inden for døren og så var det at bomben sprang.

- Vi er blevet ramt af en uforklarlig straf. Det har vist sig at Sarah Palin er testet positiv for brug af cannabis. Jeg har personligt snakket med Sarah og hun er fuldstændig uforstående overfor udfaldet af prøven. Alligevel har hun valgt at forlade lejren, hvilket vi selvfølgelig har den dybeste respekt for.

I få sekunder stoppede alle herinde med at trække vejret, men hurtigt blev stilheden afløst af de første fortvivlede udbrud. Enkelte besvimede, mens andre råbte nej og åh hvor forfærdeligt.
Jeg var tæt på at flække af grin. Det var gået op for mig, at jeg havde byttet blod med Mrs. Palin. Dette var i sandhed et frydefuldt øjeblik og jeg nød hvert nanosekund.
Mens jeg kæmpede med at undertrykke den stødvise udånding, fortsatte Fritz Lampe med at tale.

- Rolige nu! Vi skal ikke fælde dom over hende, det må være op til Gud. Til gengæld vil jeg opfordre til at vi holder denne viden indenfor vores lille kreds. Vi ved alle at Sarah er en god og konsekvent kristen, som altid har forvaltet Guds ord på en måde der står vore hjerter nær. Det kan simpelthen ikke passe, at hun er skyldig i en udåd så lav og beskidt som denne. Jeg håber vi alle kan blive enige om dette?

Salen brød ud i spontane klapsalver og folk lovpriste Palin, Gud og Jesus Kristus. Jeg var forbløffet over deres reaktion. De var åbenbart parat til at tie problemerne ihjel, hvilket bestyrkede mig i vigtigheden af at få nyheden ud.
Jeg noterede nogle få stikord på min blok, mens Fritz igen tog ordet.

- Tusind tak! I er helt fantastiske. Jeg kan mærke at vi alle er enige om det fornuftige i at holde denne viden for os selv. Tusind tak, kære venner.

Folk klappede igen, men Fritz virkede stadigvæk som om han havde noget at fortælle. Han sitrede som en spændt bue og flere gange foretog hans krop små ufrivillige spjæt, mens fødderne løftede sig fra jorden.
Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg mene at han var på vej i ekstase, eller tæt på sit livs ejakulation.

- Der er dog en person til som er blevet afsløret i brugen af forbudte stoffer. En person der ikke hører til her hos os. En opiumsmisbruger og latent oprører på en og samme tid.

Nu var der til gengæld dødstille herinde. Folks ansigter var vendt hen imod Fritz. Jeg var selv fokuseret, for hvem dælen kunne det være der havde haft fingrene i Timothy Leary’s kagedåse?
Jeg spejdede rundt, men umiddelbart var der ikke nogen oplagte misbrugskandidater udover mig og den tynde tosse fra kirken.

- Jeg snakker om den ugudelige skribent, som sidder her i salen og forpester luften for os andre. Han har kun bragt os problemer og nu har han selv fået et.

Fritz kiggede hen på mig. Ingen kunne være i tvivl om, at det var mig han talte om. Jeg var perpleks, men sammenhængen gik hurtigt op for mig. Jeg havde reddet Palin fra at blive udpeget som opiumsbruger, til gengæld havde hun skånet mig fra at blive udråbt som hashmisbruger.
Stemningen i salen var vendt og alles blikke hvilede på mig. Luften var tyk som tjære og stank af hævngerrighed. Jeg nåede lige at se en mand blotte sit skydevåben og kigge ondt på mig, inden jeg sprang op og løb ud ad døren.

Min hjerne var stort set holdt op med at fungere og klarede sig nu med de få impulser centralnervesystemet kunne sende af sted ned gennem rygsøjlen.
Jeg spurtede over til værelset og fik samlet mit kamera, en flaske whisky, smøgerne, mit pas, pung og notesbog. Proppede det hele i skuldertasken og tog min frakke på.
Da jeg ville forlade værelset, kunne jeg høre stemmer på gangen udenfor. Jeg løb over til vinduet og kiggede ud, der var fri passage så jeg vovede springet.
Landingen var langtfra perfekt, jeg snublede forover og tabte taskens indhold ud over jorden. En af mine sko fløj gennem luften og landede i et træ. I samme øjeblik kom Fritz til syne i vinduet over mig, dybrød i ansigtet og med et vildt skulende blik.
Jeg fik samlet mine ting sammen i en helvedes fart. Sprang fortvivlet op efter skoen og fik fat i det yderste af snørebåndet. Derefter forcerede jeg hegnet, med tasken i den ene hånd og fodtøjet i den anden.

Jeg var lige blevet færdig med at binde snørebåndet, da en stor hellig horde af våbenbærende galninge kom til syne fra bag huset.

- Der er han! Lad os få fat i ham nu. Lad ham ikke slippe væk!

Da den første kugle løsnedes fra pistoltromlen og tonsede ud igennem løbet, lød det som når et jagerfly bryder lydmuren. Jeg hørte kuglen hvisle tæt forbi mit hoved, men genvandt hurtigt fatningen og stak af.
Skoven startede lige ved siden af lejren og jeg zigzaggede ind og ud mellem træerne, indtil jeg ikke længere kunne høre den forfølgende flok. Derefter begyndte jeg at gå, mens jeg langsomt fik vejret igen.
Engang imellem blev jeg slået af panik over lyde fra skoven, overbevist om at den kristne krigsmaskine stadigvæk var tæt på mig, men som mørket faldt på blev jeg mere rolig. De havde sikkert indstillet forfølgelsen nu, tilfredse med at have jagtet mig væk fra lejren.
En skov i Alaska kan være et prægtigt syn om dagen, men prøv at rave rundt i en om natten. Det er en anderledes skrækindjagende oplevelse.
Det eneste lys jeg havde kom fra blitzen på kameraet, men batteriet var næsten brugt op og jeg var tvunget til at spare på det.
På den måde fortsatte jeg igennem skoven hele natten, mens jeg styrkede min selvtillid med whisky og cigaretter.
Solen ramte trætoppene og jeg havde forbrændt hver eneste dråbe raketbenzin i min krop. Tappet for kræfter lagde jeg mig ned i en lille lysning, hvor sneen var smeltet væk.
Mit hoved værkede, kroppen føltes som om den havde fået tæsk, men alligevel var jeg lettet over at være sluppet væk. Jeg var trods alt i live.
Lige inden jeg faldt i søvn, landede Gonzo den Store på min venstre skulder og hviskede ind i mit øre: ”Poppy Seeds, My Friend! Palin pops poppy seeds. And sometimes she wears latex! Now, that’s something? Ain’t it, Fellow?”.



4. Del – Løb ikke væk fra bjørnen! I sikkerhed hos ”Magnum” McCoy. USA – København. Flymad og hjertestop. Afhopperen på tålt ophold i Hamborg.

Da jeg vågnede var min krop iskold. Jeg var snotnæset og havde ondt i halsen.
Desværre var det ikke mit største problem, for gennem mine materiebefængte øjne anede jeg konturen af en kæmpe brun bjørn, der langsomt nærmede sig.
Pludseligt rejste den sig op på bagbenene, strakte hals og udstødte et brøl. Jeg stivnede øjeblikkeligt og holdt vejret.
Pelsen var tæt og præget af brune og grå farver. Halen var kort og hovedet bredt. Dens små øjne plirrede heftigt og den strakte sin smalle snude op i luften, for at indfange den fremmedartede lugt jeg udsendte. Derefter lod den forpoterne ramme jorden igen og fortsatte over mod mig.
Snart stod den klods op af mig, mindst to meter lang fra snude til halespids.

Jeg lå musestille på maven, med let spredte ben, min venstre kind var i kontakt med den kolde jordbund. Bjørnen gravede forsigtigt i jorden omkring mig, stak snuden ned i min ryg og nakke. Den snusede til mit tøj og mit hår, hvorefter den begyndte at bide i remmen på skuldertasken.
Mens den gnavede i læderet, besluttede jeg at flygte. Jeg kunne ikke tillade at bæstet stak af med tasken og alle mine ejendele, så jeg sprang op og begyndte at løbe.
Det var nok den dummeste beslutning jeg havde taget i hele mit liv, for bjørnen ændrede adfærd. Den snappede med kæberne, samtidig med den udstødte en dyb brummen, derefter satte den efter mig.

Selv om jeg før havde løbet for livet var dette en helt ny oplevelse. Der var ingen mulighed for at tale bjørnen til fornuft, hvis jeg stoppede op ville den pumpede grizzly slå kløerne i mit kød. Skovbunden var kuperet, grene og sten måtte forceres med en enorm fart. Sneen gjorde det næsten umuligt at stå fast og jeg måtte støde fra med hænderne på træstammer og store sten, for ikke at miste balancen.
For hvert skridt jeg tog kom det gungrende dyr nærmere. Jeg kom helt til at savne de våbenglade væbnere, der havde jagtet mig ud i skoven. Det var trods alt bedre at få en kugle for panden, end at blive flået i stumper af et frådende bæst.
Snart kunne jeg høre den bistre bamses åndedrag lige bag ved og mine kræfter var tæt på at slippe op. Det nåede dog at gå op for mig, at livet ikke passerer revy når døden nærmer sig. Jeg var desperat, hjernen havde ikke overskud til at fremmane minder fra fortiden og selv om jeg altid havde forestillet mig at døden var grim og kold, var det ingen trøst. Manden med leen antog forskellige skikkelser, men han kom altid med det samme brutale budskab.

Nu hjalp det ikke, at jeg ofte havde tænkt over hvilke dårligdomme der ville ende med at tage livet af mig. Faktisk havde jeg altid troet at en ondsindet kræftform ville æde mig op, eller at jeg ville blive kørt over eller få en dræbende blodprop. Jeg havde forberedt mig på druknedød, flyulykker og gjort mig adskillige tanker om hvorledes jeg kunne overleve på en øde ø, men at forestille mig at mine sidste sekunder på kloden skulle foregå i en fremmed skov med en sulten bjørn i haserne, havde jeg ganske enkelt ikke haft fantasi til at regne ud.

Da hele miseren så fuldstændig håbløs ud og bjørnen svingede heftigt ud efter mig, lykkedes det mig at springe op på et lavt klippefremspring og videre op i et grantræ. Jeg kravlede højere op og satte mig på en tyk gren.
Først kredsede bjørnen omkring træet og brummede misfornøjet. Den satte forpoterne op ad stammen og lænede sin vægt ind mod den, men selv om den fik træet til at svaje måtte den opgive at ryste mig ned. Jeg følte mig heller ikke moden til at blive plukket.

Kort tid efter droppede den helt at få fat i mig, i stedet kredsede den rundt om træet og udstødte små klagende brøl. Den satte sig tungt ned på rumpen, lagde hovedet lidt på skrå og kiggede undersøgende op på mig.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad deroppe, men i hvert fald lang tid nok til at jeg kom til at tænke på en historie som en lærer fra min skoletid havde fortalt.
Han havde angiveligt mødt en stor brun bjørn i vildmarken, da han som ung rejste rundt i Nordamerika og Canada. De havde stået overfor hinanden med mindre end en meter imellem sig. Han havde ikke sit gevær med sig og da hans klamme hånd havde grebet efter dolken var skæftet tomt. I samme øjeblik lavede bjørnen et brutalt udfald mod ham og svingede sin venstre lab direkte mod hans højre kind. Han undveg ved at bukke i knæene, men samtidig begyndte han at falde forover og måtte placere hænderne på bjørnens store mave. Da hans fingre ramte pelsen spjættede bjørnen, som om den var kilden.

Min lærer opfangede hurtigt bjørnens reaktion og fortsatte derefter med at bevæge sine fingre rundt på bamsens mave, som når man kilder et forsvarsløst barn. Bjørnen spjættede og begyndte at gå baglæns, min lærer fulgte med og fortsatte med at kilde den store bjørn indtil de efter mange timer nåede en bygrænse, hvor det lykkedes ham at slippe ind i et hus og væk fra bjørnen. Bjørnen havde været fuldstændig tappet for kræfter og var blevet skudt mens den lå og hvilede sig midt på hovedgaden.

Læreren havde fremvist et billede af ham og den dræbte bjørn omringet af byens beboere, men det havde nu ikke formildet mine klassekammerater og mig. Det var ganske enkelt en utroværdig historie og ingen havde evnen til at tro på fortællingen om den kildne bjørn.
Desuden så min bjørn ikke ud til at besidde nogen form for humor. Jeg havde i det hele taget svært ved at forestille mig at man kunne manipulere med dens nerve-system. I stedet blev jeg siddende oppe i træet, mens jeg holdt godt fast i stammen.

På et tidspunkt tror jeg at den blev frustreret over hele situationen, for den kiggede tvært op på mig og rystede pelsen, hvorefter den begyndte at gå væk. Engang imellem stoppede den op og drejede hovedet i min retning, for at se om jeg skulle være faldet ned, men til sidst forsvandt dyret ind mellem træerne. Da jeg ikke længere kunne høre eller se den kravlede jeg ned og listede af sted i den modsatte retning af bjørnens rute.
Røgen fra dagens første cigaret trak ned i lungerne og snart genfandt jeg ligevægten. Jeg fik overskud til at kigge mig omkring. Et stort buskads fyldt med blå bær voksede tæt ved og jeg gik hen for at plukke nogle. De havde en sød smag og jeg proppede dem i mig. Det overraskede mig hvor godt de mættede, men trangen til kaffe kunne de ikke fjerne.

Efter mødet med bjørnen var jeg blevet endnu mere fjendtlig overfor skoven. Den virkede uendelig stor og ufremkommelig, akkurat som i de nervepirrende børneeventyr mine forældre havde underholdt med og hvor skovene havde været fyldt med rædsler. Men i modsætning til eventyrernes hovedpersoner der altid overvandt den instinktive natur og fik prinsessen til sidst, var jeg sikker på at det samme ikke ville overgå mig.

Undervejs i historierne var heltene altid ydmyge og dybsindige. De ønskede inderligt at få fingrene i deres drømmekvinde og var parat til at risikere livet for at nå deres mål. Jeg var til gengæld både overfladisk og ængsteligt anlagt, og ville til hver en tid bytte naturlivet for et permanent ophold i byen.
Desuden var det mange år siden jeg havde gjort mig forhåbninger om at møde en prinsesse, dertil var min hårgrænse for vigende og mit generalieblad for belastende.

Jeg begyndte at gå, mens jeg forsøgte at pejle mig ind på retningen. Tilbage i skoletiden havde jeg været spejder og selv om det dengang havde virket formålsløst, blev noget af min viden fra da pludselig anvendelig.
Jeg vidste at mos altid groede på nordsiden af træer og sten, for der ramte solens stråler aldrig direkte ned. Så jeg fandt hurtigt en bane mod syd og håbede at den ville bringe mig ud. Undervejs skiftede min sindsstemning flere gange mellem total desillusion og lalleglad optimisme, men efter et par timers vandring kunne jeg pludselig se solens lys trænge igennem træstammerne foran mig. Jeg satte tempoet op og stod snart med fødderne solidt plantet på en bred asfalteret vej.

Den skar sig igennem skoven som en grå monolit og fyldte mig med lettelse og begejstring. Jeg var så glad for dette menneskeskabte asfaltvidunder at jeg lagde mig på knæ og kyssede det. Lettet og opstemt over situationen rejste jeg mig op og begyndte at vandre ud ad vejen, mens jeg fløjtede en hjemmelavet melodi, som mest af alt mindede om Peter Fabers Dengang jeg drog af sted.

Jeg havde fulgt vejen en times tid, da en lille gruppe mennesker kom ud fra skoven godt hundrede meter foran mig. Da de så mig stoppede de øjeblikkeligt og gestikulerede vildt, hvorefter de begyndte at løbe nærmere.
Naiv som jeg var, gik der lidt før jeg genkendte den våbentunge bibellejrgruppe, men derefter tog det mig ikke mange sekunder at få lettet røven og sætte i løb.
Mens jeg galoperede ud ad vejen lykkedes det mig faktisk at øge afstanden til dem, hvilket måtte skyldes at de havde slæbt deres våbenarsenal med.
Jeg fokuserede på vejen foran mig, men min overdrevne, nærmest spurtende løbestil, fik snart konsekvenser. Jeg hev efter vejret, spyttede og harkede.
Sveden drev af mig og jeg var tæt på at stoppe op og opgive flugten, da en lastbil pludselig kom til syne foran mig. Med mine sidste kræfter løb jeg ud midt på vejen, flagrede med armene og råbte chaufføren an. Lastbilens bremser begyndte at hvine og da den stoppede tog jeg fat i højre dørhåndtag og nærmest væltede ind i førerhuset.

- Hvad’ så makker? Vil du gerne ha’ et lift?

Jeg svarede ikke, men smækkede døren efter mig.

- Hør nu, min ven. Du må da gerne køre med. Men hvorfor så travlt?

I samme øjeblik lød et skud og sidespejlet gik i tusind stykker. Min sidemand blev kridhvid i ansigtet og trykkede gaspedalen i bund, og straks efter kørte vi direkte imod den jagende flok. Selv om de forsøgt at hægte sig fast til dørhåndtagene og tog fat i presenningen, virkede lastbilen som et uindtageligt fort.

Den sidste hellige kriger jeg så, forsøgte fortvivlet at klamre sig til kølerhjelmen samtidig med at han puttede patroner i sin seksløber. Men da han afsikrede pistolen og lagde an til at skyde, bremsede min nye følgesvend hårdt op, hvorefter tossen først bankede ind i forruden for derefter at tumle ud til siden og ned på vejen. Med et galt udtryk i øjnene og nogle knap så hellige ytringer forsøgte han at komme på benene, men vi var hurtigt oppe i fart igen og snart efter havde vi lagt den jagtende flok bag os.
Derefter fik jeg ro på min puls og tilbød ham en cigaret. Han sagde ikke noget da jeg holdt lighteren frem, men bappede kraftigt på filteret og tørrede sveden væk fra panden. Vi kørte videre i høj fart en halv times tid uden at sige et ord til hinanden, men ved den første rasteplads holdt han ind, slukkede motoren og kiggede over på mig.

- Så makker! Nu må du hellere spytte ud. Hvad fanden er meningen?

Jeg forklarede ham hele historien om bibellejren, episoderne med whiskyen og hashen, og om hvordan jeg måtte flygte over hals og hoved. Jeg sparede ikke på detaljerne og overdrev måske også lidt hist og her, men alt i alt fortalte jeg det som det var sket.
Da jeg var færdig kiggede han ikke længere på mig, men sad med hænderne placeret på rattet og kiggede ud ad vinduet. Han lignede en der sad og tumlede med et alvorligt problem, men jeg formodede at han overvejede hvorvidt det var sikkert at have mig med på turen, eller om han skulle smide mig ud og overlade mig til min egen skæbne. Da han talte igen, var det klart og kortfattet.

- Det var en ordentlig mundfuld. Og hvad vil du så nu? Jeg skal til Anchorage og hvis du vil, kan du køre med.

- Fantastisk! Jeg skal bare til lufthavnen og med det første ledige fly hjem. Anchorage er fint med mig.

Han satte bilen i gear og snart rullede vi videre sydpå. Kilometertælleren åd sig umærkeligt af sted og for første gang i mange dage slappede jeg helt af. Små vibrationer fra lastbilens dæk forplantede sig op igennem sæderne og radioen spillede Lynyrd Skynyrd.

Big wheels keep on turning. Carry me home to see my kin. Singing songs about the Southland. I miss Alabamy once again. And I think it’s a sin, yes. Well, I heard mister Young sing about her. Well, I heard ole Neil put her down. Well, I hope Neil Young will remember, A Southern man don’t need him around anyhow. Sweet home Alabama. Where the skies are so blue…
Han sang med og tappede sine fingre ned i rattet. Imens fik jeg tid til at kigge nærmere på ham.
Han var omkring de halvtreds og overvægtig. Næsen var skæv og øjnene smalle. Han havde mange smilerynker og et stort fuldskæg. Han bar en kasket og en sort T-shirt. Bukserne blev holdt oppe af et par gule seler. Jeg så at han havde cowboystøvler på, og et sydstatsflag prydede bagvæggen i førerhuset.
Da sangen var færdig faldt vi i snak og jeg kunne høre på dialekten at han var fra syden. Han hed Jefferson McCoy Henderson og boede i Corsicana, som lå cirka hundrede kilometer syd for Dallas, i staten Texas. Han havde været langturschauffør i godt og vel femogtyve år, hvilket i ifølge ham selv var den primære grund til at han ikke var gift.
Jeff var ikke synderligt interesseret i at vide noget om mig, udover hvad jeg allerede havde berettet. I stedet fortalte han om hvor skønt det var at bo i Texas og hvor meget han hadede those guys from Washington D.C., der åbenbart var en trussel mod texanerne og hele deres livsførelse. Regeringen ville bestemme over hospitalsvæsenet, skattetrykket og skolerne. Ifølge ham var det lige før de afgjorde hvor mange ensrettede veje der måtte være i staten.

Han var tydeligvis ikke tilhænger af kongressen og mente at Texas havde været i bedre stand, hvis regeringen ikke blandede sig. Jeg var ikke enig, men fandt det formålsløst at diskutere med en mand der boede i en stat hvor man har forbudt Den Britiske Encyklopædi, fordi den indeholder en opskrift på hvordan man brygger øl.

Jeff nedstammede fra en rigtig redneck-familie, som åbenbart havde en lang og blodig historie bag sig. Helt tilbage i 1800-tallet var hans slægt blevet del af en fejde mod Hatfield-klanen, kampen havde drejet sig om jord og retten til floderne omkring deres hjem.
Omkring år 1900 havde denne uenighed resulteret i otte dræbte Mccoy-folk og tre dræbte fra Hatfield-familien, men da en kærlighedsaffære mellem Nancy Mccoy og Johnse Hatfield resulterede i ægteskab, blev stridsøksen begravet. Klanerne indgik dog først en officiel fredsaftale i 2003, men myrderierne var for længst et overstået kapitel.
Eftersom Jeff først blev født i 1958 havde han aldrig myrdet en Hatfield, men det virkede som om han stadigvæk var i krig. Han trak en Magnum frem, som havde ligget under sædet, og placerede den imellem os.

- Dette er min sikkerhed! Min bedste ven og loyale væbner. Det kan godt være jeg ikke er gift, men jeg ved hvad troskab betyder. Det har min Magnum lært mig.

Derefter klappede han ømt på våbnet, lagde det tilbage på sin plads og trak sit medlemskort til NRA frem.

- Damn! Jeg tror hverken på Gud eller staten. Til gengæld tror jeg på den anden tilføjelse til USA's forfatning.

Han pegede op på en streamer bag ham, hvor følgende tekst var påtrykt: "A well regulated militia, being necessary to the security of a free state, the right of the people to keep and bear arms, shall not be infringed."
For helvede, tænkte jeg, han var virkelig en triggerhappy tosse. Han ville sikkert foretrække at røvpule Charles Heston, frem for at kysse en våbenmodstander på kinden. Jeg fandt dog ingen grund til at angribe hans overbevisninger, for jeg ville nødig rage uklar med min redningsmand. Desuden ville jeg ikke risikere at han smed mig af på grund af uoverensstemmelser, så jeg nikkede bare og fik hurtigt drejet samtalen væk fra det befængte emne.
Resten af turen snakkede vi om Dallas Cowboys, præsidentvalget og westernmusik.

Klokken fire om eftermiddagen ankom vi til Anchorage og Jeff kørte mig ud til lufthavnen.
Jeg tilbød ham en kop kaffe og et måltid mad, men han ville videre med det samme.
I stedet stak jeg ham halvtreds dollars til et nyt sidespejl og vinkede ham af sted.
Da lastbilen svingede om og han kørte væk så jeg at en kæmpe streamer prydede bagsmækken på bilen, teksten lød: ”You can get a lot further with a kind word and a gun than with a kind word alone.” For fanden i helvede, tænkte jeg, hvis McCoy havde haft lyst til at tage livet af mig kunne han snildt have skudt mig i hovedet og fortalt myndighederne at han blot havde handlet i selvforsvar. Jeg ville have været et let offer, eftersom jeg var forsvarsløs og min ydre fremtoning fik mig til at ligne en person der selv opsøgte problemerne.

Jeg strøg direkte op til billetlugen og bestilte en enkelt til København. I afgangshallen var der et mylder af mennesker. Forskellige sprog gled ind i hinanden og lufthavnen var en kulturel smeltedigel.

Ved infotavlerne kæmpede folk om de bedste pladser. De skubbede sig igennem butikkerne med toldfrie varer, mens de med begærlige blikke afsøgte de mange hyldemetre som bugnede af alt fra eksklusive parfumer, cremer og herredeodoranter, til søde sager og kartonner med cigaretter.
Passagerne i lufthavnen masede sig frem for at komme først til boarding. Her, som alle andre steder, var enhver sig selv nærmest. På mange måder var lufthavnen et godt billede på hvordan mennesker reagerer i anspændte situationer. Udsæt et menneske for stress og det vil vise dig sit sande jeg. Du vil kunne se hvordan alle dets masker rasler af, en efter en, mens det nærmer sig og endda overskrider flere af de syv dødssynder.

Når folks selvopfattelse pludselig bliver udfordret og presset af virkeligheden er sandheden den at langt de fleste vil gå op i limningen, selv ved ganske små kriser og spidsbelastninger.

Jeg puttede billetten ned i min taske og lod mit blik vandre udover lufthavnsterminalen. Flyveren afgik om en time og jeg trak ind på den nærmeste bar, hvor jeg brugte ventetiden på at drikke whiskysjusser og gumle nikotintyggegummi. Da min sidste dollar gled over disken annoncerede en højtalerstemme Anchorage – Copenhagen boarding now.
Åh hvor dejligt, tænkte jeg, nu skulle det fandeme blive skønt at komme hjem.
Jeg tømte glasset og smed det tyggede gummi derned. Bartenderen sendte mig et tvært blik, som jeg besvarede med et kækt blink og et fredstegn. Jeg ventede ikke på hans reaktion, men gik ned i afgangshallen og fandt hurtigt køen til flyveren der skulle fragte mig hjem.

Der gik ikke mange minutter før jeg var ombord på Boeing 747 mod København. Jeg fandt mit sæde og tog en dyb indånding, lukkede øjnene et kort øjeblik og mærkede hvordan mit humør skiftede.
I flere dage havde jeg glemt alt om dagligdagen. Alle de følelser som prægede mig, når pligter og forventninger pressede sig på, havde været trængt i baggrunden, til fordel for nogle langt mere livgivende følelser. Men nu mærkede jeg, på en meget fysisk og uafvendelig måde, at et tyndt sort slør af moral og skyld lagde sig ned over mine tanker og tvang mig til at forholde mig til virkeligheden.

Jeg slog øjnene op igen og bad til djævelen om at jeg snart fik mulighed for at forlade det land, som fra nu af kun kom nærmere. Mens løkken strammedes og jeg kæmpede for at få bare en enkelt finger op til halsen og ind under rebet inden fibrene strammede helt til, satte flyveren i bevægelse og begyndte at køre udad en stor grå asfalteret bane.
I samme nu maskinen begyndte at trække udover asfalten med stadig højere fart, overgav jeg mig til omstændighederne og begyndte at slappe lidt mere af i kroppen. Jeg tog endnu en dyb indånding, klemte næseborene sammen og pustede forsigtigt luften ud igen. Min hjerterytme virkede stabil og pulsen normal.

Jeg løftede venstre balle lidt op fra sædet og fik sat mine underbukser ordentligt, trak ned i buksebenene så sokkerne var dækkede og fjernede til sidst lidt søvn fra mine øjenkroge. Derefter dannede jeg mig et overblik over flyveren. Nødudgange, toiletter og antallet af søde stewardesser blev noteret.

Ved siden af mig sad en lille pige og hendes mor. De havde begge kigget betænkeligt på mig da jeg dumpede ned i flysædet, men jeg smilede blot sødt og sagde hej, hvilket åbenbart havde betrygget dem nok til at de turde fjerne blikkene fra mig og koncentrere sig om deres egne gøremål. Pigen begyndte at tegne, og moren så sit snit til at hive et Vogue op af tasken.
Jeg var en smule ærgerlig over ikke at have fået en vinduesplads, men jeg var da tættere på toiletterne.
Flyet var kommet i luften og kabinepersonalet begyndte at uddele katalogerne over de toldfrie varer. Jeg åbnede skuldertasken for at finde en kuglepen.

Da jeg kiggede ned i det forreste rum, fik jeg øje på den cellofanindpakkede flymad fra turen herover. Den havde jeg glemt alt om. Men det forklarede i hvert fald hvorfor bjørnen havde været så interesseret i mig.
Lugten fra maden var kvalmende og jeg kunne næsten se bakterierne vokse og dele sig bagved folieindpakningen. Jeg skyndte mig at lukke tasken til og bad i stedet stewardessen om en kuglepen. Imens overvejede jeg hvorledes det var muligt at slippe ubemærket af med bakken, for det ville sgu være pinligt at bede stewardesserne om at smide den ud.
Da vi havde fløjet cirka tyve minutter så jeg at madvognene var blevet gjort klare og nu stod de bagerst i flyet, tæt ved toiletterne. Jeg var efterhånden overbevist om at stanken fra tasken ville slippe ud i kabinen og snige sig ind i airconditionanlægget, hvis jeg ikke snart fik skilt mig af med bakken.
Presset af situationen lykkedes det mig at forme en nogenlunde brugbar plan, som kun krævede det af mig at jeg handlede øjeblikkeligt. Jeg tog en hurtig beslutning og gik ned til madvognene. Der satte jeg mig på hug, mens jeg foregav at snøre mine sko, og alt imens listede jeg bakken op af tasken og ind på en af hylderne.

Jeg rejste mig op og gik ud på toilettet, lettet over ikke at være blevet opdaget og opstemt over min veludførte drengestreg. Mens jeg vaskede mit ansigt og skiftede sokker, blev jeg mere og mere tilfreds med min plan.
Ikke nok med at ingen kunne bevise at bakken kom fra mig, men samtidig var jeg sikker på at stewardesserne ville opdage den dårlige mad og blot tro at cateringfirmaet havde lavet en fejl.

Jeg trak bukser og underhylere ned om anklerne, placerede min røv på toiletsædet og spændte bugen hårdt mens jeg smilede lakonisk til mit spejlbillede. Jeg havde min ryg fri og om tre til fem minutter også en tom mave. Det tegnede til at blive en fin tur hjem.

Ti minutter senere sad jeg igen på min plads og straks herefter begyndte serveringen. Selv om det var den samme kedelige anretning som sidst, var den trods alt frisk og jeg lænsede hele bakken. Derefter stak jeg et sugerør ned i min dåseøl og tog notesbogen frem.
Jeg ville i gang med første udkast til artiklen og så ingen grund til at udskyde det yderligere. Mp3’eren spillede Springsteen og pludselig savnede jeg USA mere end nogensinde før.

In the day we sweat it out in the streets of a runaway american dream. At night we ride through mansions of glory in suicide machines. Sprung from cages out on highway 9, Chrome wheeled, fuel injected and steppin out over the line. Baby this town rips the bones from your back. Its a death trap, it's a suicide rap. We gotta get out while were young`cause tramps like us, baby we were born to run…
Jeg fik ikke skrevet en eneste linje. De næste timer sov jeg som en sten. Da jeg slog øjnene op, hvilede min pande mod ryggen af sædet foran og jeg havde savlet ud over noterne og på mine bukser. Heldigvis tiltrak jeg ikke nogen særlig opmærksomhed, for længst fremme i flyet var der et vældigt postyr.
Mange af passagererne var rykket tættere på for at følge med i det der udspandt sig deroppe. Jeg kunne se at stewardesserne fortvivlet forsøgte at få folk tilbage på deres pladser, mens de samtidig baksede med deres førstehjælpstasker. Jeg gik selvfølgelig straks derop og dannede mig et overblik.

En korpulent mand lå på gulvet og modtog hjertemassage. Han var askegrå i ansigtet og kunne tydeligvis ikke trække vejret ved egen hjælp. To stewarder gav ham hjertemassage og kunstigt åndedræt. Samtidig foregik der en heftig diskussion mellem stewardesserne og da jeg fattede sammenhængen i deres samtale, var jeg klar over at mandens tilstand skyldtes noget fordærvet mad. Okay, tænkte jeg, det var en uventet udvikling.

Indholdet i foliebakken havde åbenbart ikke vækket mistanke hos serveringspersonalet, men at det ildelugtende ruskomsnusk ligefrem var blevet godkendt som spiseligt, af manden der nu lå og kæmpede for sit liv, var mig ganske enkelt ufatteligt.
Om det var det påtrængende faktum at jeg snart kunne være skyld i et andet menneskes liv, eller en simpel tilstand af dehydrering, skal jeg ikke kunne sige, men herefter besvimede jeg.
Jeg var ikke væk i lang tid. En snarrådig steward havde fået fat i mig og placeret mig i en stol. Da jeg vågnede ordentligt op, så jeg at det var lykkedes at stabilisere manden.

Jeg skal være helt ærlig og sige at jeg var lettet, for selv om han lå på gulvet med skjorten flået op og en sonde oppe i næsen, trak han trods alt vejret igen. Jeg fulgte nøje med da hans ansigtskulør langsomt blev rødere og hans blik fik et klarere udtryk.

På vej ned til min egen plads slog det mig, at jeg på intet tidspunkt havde haft nogen ømme følelser for den store flyder der havde været så tæt på at tage billetten. Til gengæld havde jeg været noget forbavset over at han kunne få et hjertestop af den dårlige mad. Og det eneste denne forbavselse afstedkom, var en stigende irritation over hans ufattelige dumhed.

Da kaptajnen kort tid efter annoncerede at vi havde fået tilladelse til at lande i Hamborg, så manden hurtigst muligt kunne komme under lægebehandling, var jeg så frustreret at jeg mest af alt havde lyst til at tilføre det tykke svin en led mavepuster. Publikummet gjorde dog at jeg besindede mig.
Mens jeg spændte selen gik et koldt gys igennem min krop, for jeg kom altid til at ramle ind i alle de forbudte tanker. I ved, de tanker som med tiden kan formørke ens sind i en sådan grad, at det bliver umuligt at sætte sig selv i anden række. Derfra er der ikke langt til bøddelen.

Jeg nåede kun at skamme mig i kort tid, før en stewardesse henvendte sig smilende til mig. Hun fortalte at jeg også var nødt til at forlade flyet i Hamborg. Det var helt normal procedure at passagerer som fik et ildebefindende ombord blev tilset af en læge hurtigst muligt.
Beskeden var klar og den lille stewardesse gjorde det med sit kropssprog tydeligt at afgørelsen ikke kunne diskuteres. Hun havde forsikret mig om, at jeg blot skulle udfylde en attest for at få refunderet mine ekstraudgifter. Jeg orkede ikke at stille mig på bagbenene, stak attesten ned i tasken og accepterede situationen.
For hede hule helvede, tænkte jeg, da hun vimsede videre frem i flyet og afvæbnede de anspændte passagerer med et professionelt og overbevisende smil, hvad fanden skulle jeg også besvime for? Det her var sgu en streg i regningen.
Da ambulancefolkene havde bugseret manden ud, traskede jeg også ned ad trappen og fulgte efter dem over til lufthavnens lægehus.

Jeg følte mig ikke mærket af oplevelserne i flyet og tænkte kun på at komme hurtigt hjem. Samtidig med at flæskebjerget forsvandt ind bag et forhæng mens læger og sygeplejersker stod omkranset omkring ham, forsvandt han også ud af mine tanker. Jeg havde trods alt brug for at flytte mit fokuspunkt til mere relevante problemstillinger.

Sygeplejersken i skranken havde givet mig to hovedpinepiller og en flaske vand, og nu stod jeg i ankomsthallen, mens jeg overvejede mit næste træk.
På grund af tidsforskellen var klokken tre om eftermiddagen, men de mange timers søvn i flyveren havde reddet mig fra at få jetlag.

Jeg kunne mærke en velkendt sitren i kroppen, en uro der ofte blev vakt når en ny mulighed bød sig til. Tanken om at blive i Hamborg til i morgen tiltalte mig og hurtigt materialiserede idéen sig til virkelighed. Jeg gik hen til en mønttelefon og trykkede landekoden ind efterfulgt af nummeret til min redaktør. Jeg forklarede ham situationen og beklagede at jeg først kunne være tilbage i morgen, men det var desværre umuligt af få et fly hjemad i dag.
Ok, det var godt nok løgn, men jeg regnede ikke med at redaktionschefen ville tjekke flyafgange. Han godtog min forklaring og sagde han håbede at jeg nåede ind forbi redaktionen i morgen. Jeg forsikrede ham om, at jeg ville sætte alle sejl ind for at nå tilbage så hurtigt som muligt.

Samtalen endte her og straks efter at jeg have hængt røret på, kunne jeg konstatere at jeg stadigvæk kunne lyve bedre end de fleste. Så længe jeg ikke stod ansigt til ansigt med modparten, for så afslørede mine tics og flakkende øjne ethvert tilløb til usandheder.

Inden jeg forlod lufthavnen købte jeg en skjorte, bukser, et par sko og en habitjakke. Fornyet udenpå og betydelig mere opstemt end da flyet landede i Hamborg, følte jeg at der var styr på både form og indhold.
Jeg tog en taxa ind til hovedbanegården. På vejen derind strømmede musikken ud af radioen og jeg var i et fantastisk humør. Jeg trængte sgu til en miniferie ovenpå de foregående dages strabadser. Det var tid til at afkoble og få fyldt energidepoterne. Fireogtyve timer i Hamborg burde være den helt rigtige medicin.
Let's go down to Hamburg. Let's go down right now. Let's go down to Hamburg. Let's go down right now. I don't wanna go to Berlin. Would be such a sin. Let's go down to Hamburg. Right now! Don't gimme no Paris. Don't gimme no France. Take me to Hamburg, baby. Where they know how to dance. I don't need Munich. And I don't want Rome. Just take me to Hamburg. 'Cause I can't find Cologne. Just take me to Hamburg. In the Music Hall. Take me to Hamburg. I'm sure we're gonna have a ball. Take me to Hamburg... I really don't miss the USA. I'll stay in Europe any old day. I wanna be where I get relief. Give me the place where they invented beef. Take me to Hamburg...



5. Del – F.C. Sankt Pauli, Reeperbahn og Eisbein. Hells Bells You got me Ringin'. Birkes, blufærdighedskrænkelse og en tur i detentionen.

Taxaen svingede ind på holdepladsen foran indgangen til Hamborg Hovedbanegård. Chaufføren skruede ned for radioen og fra min position på bagsædet langede jeg en 20 euroseddel henover hans højre skulder. Han snuppede hurtigt sedlen og puttede den ned i skjortelommen, tog sin lille læderpung frem og begyndte at tælle byttepengene op.

Jeg sagde til ham at han kunne beholde resten, hvilket fik ham til at skynde sig ud af bilen, hvor han med rank ryg og et alvorligt udtryk i ansigtet åbnede døren og holdt den, mens jeg steg ud. Jeg kunne simpelthen ikke dy mig for at gøre honnør til ham da jeg forlod bagsædet og til min store forundring besvarede han denne hæder med en betydelig mere alvorlig og professionel honnør, end den jeg havde sendt af sted.

Næsten i samme øjeblik gik det komiske i situationen op for ham, men som det oftest sker når folk bliver fanget på det forkerte ben, gjorde optrinet ham pinligt berørt og han reagerede ved skamfuldt at smække døren i og skynde sig ind i taxaen igen. Jeg nåede lige at trække fødderne til mig, før han satte bilen i gear og speedede væk.
Ærgerligt at vi mennesker var så dårlige til at grine af vores egne dumheder, tænkte jeg. I stedet for at flygte paniske væk fra de åsteder hvor vi kom til at blamere os, skulle vi måske blive bedre til at omfavne dem. Turde sige, at sådan er jeg også og det rager mig en høstblomst hvad andre tænker om mig.

Jeg gik ind på Hovedbanegården for at købe dagens avis og et kort over Hamborg, men inden jeg kom så langt skulle jeg forbi perronerne. Her dominerede lugten af olie og jern luften. Lydene fra togene og de mange civilister der myldrede ud og ind af kupeerne skabte en hektisk, men også urban stemning, der passede perfekt til dette eminente maskinrum.

Jeg blev stående i flere minutter og nød synet, efterhånden overbevist om at jeg hellere ville med toget hjem. Tanken om at sidde i et fartøj der skar sig hurtigt igennem landskabet, og tilmed bød på stor komfort, fik mig da også snart til helt at sløjfe tanken om at tage flyveren hjem.
Tagkonstruktionen af stål spredte sig ud over loftet i et imponerende mønster, der mest af alt lignede et kæmpe edderkoppespind. Synlige forkromede møtrikker bandt konstruktionen sammen og gav hele opbygningen et solidt udseende. Ydervæggene var af beton og den grå farve var en perfekt indramning til det hvileløse miljø. Det kolde farveskær som de grå mure afgav når de store lysstofrør i loftet ramte dem, fik ikke ligefrem roen frem i folk, men tilskyndede dem i stedet til at fortsætte deres færd.

I forlængelse af perronafsnittet lå et stort butikscenter, hvor skinnende hvide gangarealer af marmor skar sig igennem det overdækkede forbrugsmekka. Stedet var proppet med købeglade konsumenter, som for længst havde sluppet den sidste rest af værdighed i deres forsøg på at nå hen til varerne, før disse mistede deres tiltrækningskraft.
Langt de fleste af butikkerne havde et typisk internationalt præg, som gjorde det næsten umuligt at bruge dem som pejlemærker for hvilket land man befandt sig i.
Havde det ikke været for prisskiltene og de sprøde tyske gloser fra centerhøjtalerne, der informerede om gode tilbud og kommende aktiviteter, kunne jeg ligeså godt have befundet mig i en hvilken som helst anden europæisk storby.

Jeg tog sommerfugleruten ned igennem centret og fandt en kiosk tæt ved udgangen. Købte et eksemplar af dagens avis, et bykort, en køreplan over busserne og to pakker cigaretter, hvorefter jeg hastigt forlod centret via den nærmeste svingdør.
Det var rart at komme udenfor, for selv om tempoet også var hektisk her, var det spredt ud over et meget større areal og derfor ikke spor påtrængende.
Jeg satte mig på en af de mange bænke som var sat op ved busstoppestederne, tændte en smøg og bladrede hastigt avisen igennem. Derefter tog jeg køreplanen frem.

Eftersom jeg kun skulle være her et døgns tid, var min plan at tilbringe timerne i det mest livlige og berygtede kvarter, som byen kunne byde på. Bagerst var en oversigt over alle busruterne i byen. Jeg fandt hurtigt ud af hvilke busser der kørte hen til Sankt Pauli-distriktet og Reeperbahn.
Før jeg rykkede videre fik jeg købt en billet til togturen hjem. Jeg glædede mig over at den sidste etape af min rejse kom til at foregå i et tempo, der gjorde det næsten umuligt for mig at nå ind forbi redaktionen i morgen. Desuden havde jeg valgt en sen eftermiddagsafgang, så toget ville først ankomme i København klokken syv om aftenen. Jeg gik over til holdepladsen og kort tid efter kom der en bus som kørte mod min destination.


Da jeg var kommet af bussen og stod på hjørnet af Reeperbahn og Grosse Freiheit, havde jeg frit udsyn til Club Safari. Det var den eneste tilbageværende hardcore sexattraktion, som endnu havde en fremtrædende plads i byen. Safari var et teater der viste live shows med kopulerende mennesker. Derudover bestod underholdningen af akrobatik med letpåklædte kvinder, stripdans og topløs betjening.
Selv om Safari forsøgte at fremstå som et sobert etablissement, ved at bruge ord som kabaret, erotik og sceneshows fra de gode gamle dage, var sandheden at det først og fremmest drejede sig om pik og patter.
Jeg havde altid haft det svært med den overrumplende nøgenhed, som blandt andet fandtes i nudistlejre og stripklubber. Den langsomme, sikre afklædning, hvor små dele af kroppen langsomt dukkede frem, appellerede meget mere til mig.
Faktisk ville jeg hævde at det ligefrem kunne være en fordel, at visse kropsdele forblev tildækkede under alle tænkelige omstændigheder. Desuden havde jeg vigtigere ting for, eftersom jeg var både sulten og tørstig.

Reeperbahn tindrede af liv og jeg følte hvordan den langstrakte gades tillokkende budskaber påvirkede mine sanser og fyldte mig med en rastløs opstemthed.
Før i tiden havde dette område været en stinkende forstad, hvor bærmen levede livet. Stripteaseklubber, bordeller og pornobutikker dominerede gaden.
Enhver sømand, med respekt for sig selv, besøgte kvarteret i løbet af landgang.
Dengang var Sankt Pauli og Reeperbahn afhængige af skibsfarten. Havnen modtog de liderlige og eventyrlystne matroser, der forstod at værne om bydelens vulgaritet.
På bordellerne blottede de deres kroppe, struttende af selvtillid. De var nogen fandens karle. Tatoveringer af halvnøgne havfruer, ankre og kors, prydede deres arme og torsoer. Forskellige fortolkninger af Nordstjernen eller hjerter med mere eller mindre tilfældige pigenavne var foreviget i deres hud.
Matroserne drak og sloges. De åd og sloges lidt mere. De horede og angrede, før de horede igen. De var byens beskidte jernlunge og ydmygende nødvendighed.
Til gengæld leverede kvarteret et festfyrværkeri af glitter og stads. Når solen forsvandt i horisonten, blev området et lyshav af lokkende neonreklamer og pangfarver. Beværtningerne og klubberne skiltede med fristende tilbud, hvor ord som Sex, Rock ’n’ Roll, Go-Go Bar og Eintritt nur unter Alkoholeinfluss, virkede magnetisk på hoben. Her kunne folk komme for at svede properheden ud af kroppen.
Hamborgs syndige mil var noget helt andet end dydens smalle sti. Deri lå dens berettigelse.
Som årene gik ophobedes spildprodukterne under bydelens overflade.

På en vindstille og varm sommerdag steg stanken af råddenskab op fra kloakeringen. En harsk lugt af sperm, blod, bræk, pis og lort, mindede beboerne om at de boede i et område, som for længst havde tabt sin uskyld.
På et tidspunkt var det blevet for meget for indbyggerne og for politikerne, så i dag var området blevet anderledes velduftende. Så selv om Reeperbahn havde bibeholdt et råt og frækt udtryk, var gaden nu domineret af cafeer, restauranter, pubber og diskoteker. Det var blevet et gå-i-byen-sted for alle mulige slags mennesker, mens sexindustrien og rufferiet var trængt ned i sidegaderne og fyldte langt mindre i bybilledet.

Tom i maven og tør i halsen gik jeg ind på den nærmeste pub. Stedet hed Globetrotter, men lignede mere en regulær sportsbar. En bred bardisk fyldte hele endevæggen og alle gæster sad bænket ved langborde. Der var godt fyldt op herinde, men jeg fik snart mast mig ned midt imellem en gruppe fodboldfans og et forretningsselskab.
En lettere voluminøs tøs kom vimsende over mod mig, hun havde et menukort i hånden og smilede sødt.

- Guten Abend Herr! Etwas zu Trinken? Essen vielleich?

Jeg bestilte Eisbein med Sauerkraut og en stor fadøl. Smilede tilbage og spurgte om det var tilladt at ryge.

- Ja, Mein Schatz, Natürlich!

Derefter forsvandt hun i menneskemængden, kun for at dukke hurtigt op igen, men denne gang bærende på en fadøl, som hun behændigt placerede på en brik på bordet foran mig.
Jeg tog en ordentlig slurk og stillede glasset ned på brikken igen. Dagen havde udviklet sig tilfredsstillende indtil videre. Smagen af den kolde øl, forventningen om et snarligt måltid og tanken om at jeg skulle blive til i morgen, gjorde at jeg var i et perlende humør.
Stemningen herinde var højlydt og munter, en jukeboks vekslede mellem tyske slagere, populærmusik og velkendte rocknumre. Her var noget for enhver smag, hvilket også afspejlede sig det alsidige publikum.
En halv times tid senere kom servitricen tilbage med min mad. Jeg bestilte en øl til. Hun lavede det samme forsvindingsnummer igen og straks efter var hun tilbage, denne gang med et fyldt glas i den ene hånd og regningen i den anden.
Om det var fordi jeg allerede var en smule beruset, eller om det skyldtes en generel tilfredshed over hele situationen, der gjorde at jeg havde lyst til at dele mit overskud med folk omkring mig, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald var jeg rundhåndet med drikkepengene og følte mig bagefter mægtig tilfreds med mig selv.
Jeg nikkede høfligt til habitterne ved siden af og satte tænderne i flæskeskanken. Svin mod svin, tænkte jeg, og tog en ordentlig slurk af øllet.

Mens jeg spiste steg min interesse for de festende fodboldtosser, som sad bænkede lige ved siden af mig. De var tilhængere af fodboldklubben FC Sankt Pauli, som i årevis havde befundet sig i den næstbedste tyske fodboldrække, kun afbrudt af en enkelt oprykning som endte med en ligeså hurtig nedrykning.

Klubben var kendt for at have mange venstreorienterede fans, og eftersom F. C. Sankt Pauli havde været den første klub i tyskland som officielt erklærede sig antifascistisk, var det måske ikke så mærkeligt. Udsagnet fra klubben havde været en modreaktion overfor de mange højreorienterede hooligans, som dominerede lægterne på de tyske stadioner i startfirserne. Publikummet i F. C. Sankt Pauli var blevet derefter og bestod af en blanding af punkere, anarkister, ekstremt venstresnoede socialister, samt af en lille gruppe af rodløse unge, som blot ønskede et tilhørsforhold der lå langt væk fra den verden de kom fra.
Umiddelbart var der kun to ting som bandt denne gruppe sammen, modstanden mod racisme var den ene, fodboldholdet var den anden.

Ved siden af sad mig en yngre punker. Pludseligt begyndte han at banke sin knytnæve ned i bordet, samtidig med at han skreg et af klubbens slagord ud over forsamlingen.

- Totenkopf! Ich liebe Totenkopf! FC Sankt Pauli, Mein Hertz und Seele.

De andre tilhængere klappede og hujede af hans udbrud, hvilket fik ham til at rejse sig op og gribe fat i en stor fane, hvor flaget prydedes af et hvidt dødningehoved på sort baggrund. Derefter trådte han op på bordet. Mens folk hastigt fik trukket glas og tallerkner til sig, begyndte han at vade hen ad bordet.
Han fortsatte med at råbe slagord ud over hele baren, mens han svingede fanen fra side til side i en flot buet bevægelse, der gjorde at logoet på flaget hele tiden var synligt. Stemningen steg yderligere. De glade fodboldfans skrålede og skålede deres begejstring ud.
Punkerens trampede med sine sorte, blankpolerede militærstøvler frem og tilbage på bordet, også helt ned i den ende hvor forretningsselskabet var samlet. I modsætning til fodboldfolket nåede de ikke at reagere på hans ankomst. Tallerkner, glas og bestik løftede sig fra bordet og landede hulter til bulter. Væltede øl blandedes med den fedtholdige mad, som lå spredt ud over bordet.
Punkeren vendte om ved bordenden længst væk og begyndte den alternative march tilbage mod sit eget selskab. Hver gang støvlerne ramte bordet stod fedtholdige dråber af øl ud over de habitbærende mænd, som reagerede ved hastigt at skubbe stolene bagud og rejse sig op. Samtidig dukkede to tjenere op ved bordet, men udover at hjælpe de fine herrer med at få de værste pletter af habitterne, foretog de sig intet andet.
Den unge mand fortsatte ufortrødent videre frem, mens han fuldstændig ignorerede det kaos han lod bag sig.
Jeg kunne mærke at punkerens adfærd fascinerede mig, for på mange måder var hans handlinger indbegrebet af den lovløshed som jeg altid havde bifaldet. Han gjorde ikke noget der var umoralsk, eller noget som fysisk eller psykisk lemlæstede andre. Til gengæld brød han flere af de uskrevne regler, som ellers præger vores normer. Uden han sikkert var bevidst om det, stillede punkeren et spørgsmål til det samfund som han var en del af, når han udførte en handling som denne. Han spurgte sine medmennesker om de kunne acceptere at andre folks, ofte uforståelige tilværelse, har ligeså meget ret til at eksistere som deres egen.
Det var et spørgsmål der ikke krævede svar, men som gerne måtte få folk til at tænke sig om.
I mine øjne var han en kulturel støjsender. En der, i bedste fald, fik folk til at indse at andre folks livsførelse ikke behøvede at true ens egen.
Problemet var bare, at han med sin høje blå hanekam, de hullede strækbukser og en slidt grålig hættetrøje, virkede så afvigende på en stor del af befolkningen, at de hellere så ham hen hvor peberet gror. Eftersom han ikke kærligt omfavnede samfundet, og med begejstring overholdte alle landets love, blev han stødt væk af en masse mennesker. Der var ingen tvivl om, at mange af mændene fra forretningsselskabet hellere så at man brugte strafferetten til banke ham på plads, frem for at give ham mulighed for at fortsætte sin nuværende livsstil.

Samtidig var ejeren af beværtningen dukket op ved bordet og han var åbenbart en handlingens mand. Til trods for at han var både kraftig og lavstammet kastede han sig frygtløst indover bordet for at få fat i den unge mands ben. Den højtråbende punker var dog for hurtig og ejeren fløj nærmest henover bænken. Mens hans krop væltede indover bordet og armene famlede febrilsk efter noget at gribe fat, fik jeg øje på fire bredskuldrede dørmænd som hastigt nærmede sig optrinnet. Den lille ejer kom på benene igen, slagen og kokrød i ansigtet fortrak han, velsagtens tilfreds med at vi snart skulle få anderledes hård modstand.
Selv om en to meter høj, bredskuldret og adrenalinpumpende ung mand kan være svær at tackle, tog det ikke mange sekunder før to af dørmændene havde pacificeret ham. Den ene tog fat i kravetøjet på ham og den anden holdt fast i punkerens arme, mens de skubbede ham hen i mod udgangen og lossede ham ud af døren.
Derefter vendte de fire dørmænd samlet tilbage til bordet for at få resten af fodboldfansene til at forlade stedet. Af en eller anden grund ville de også have mig til at gå. Til trods for at jeg bedyrede min uskyld på det mest perfekte fulderiks tyske, mente de åbenbart at jeg var en potentiel ballademager.
De fleste fra gruppen forlod stedet uden modstand, men jeg blev fulgt til dørs sammen med et par stykker til, som dørmændene mente krævede mandsopdækning.
Det havde sgu altid været mit lod at blive slået i hartkorn med alle mulige umulige typer. Igennem årene var jeg blevet kaldet alt fra kommunist til racist, samt alt muligt tænkeligt der i mellem. Bagsiden af medaljen ved ikke at tilhøre en gruppe, ved ikke at være en del af et eller flere mikrosystemer, var netop at folk der ikke kendte mig godt, altid havde travlt med at få mig til at passe ind i et mønster som var genkendeligt for dem.
I hele mit ungdoms- og voksenliv havde jeg insisteret på at stå frit, hvilket oftest endte med at jeg kun bevægede mig i periferien af forskellige sammenhold. For ikke at blive en integreret del af en enkelt gruppe, havde jeg givet afkald på den helt specielle form for nærhed, som kan opstå blandt folk der har en fælles interesse, eller en kollektiv overbevisning.
I bund og grund handlede det om at jeg i en tidlig alder havde opdaget hvor befriende det var at kunne tillade sig mere, end dem som var underlagt en gruppes regler og normer. Hvor livgivende det var at se nuanceret på problemerne og tale frit fra leveren, uden brug af fortærskede floskler eller forventede banaliteter.
Desværre var det også denne holdning til livet, som gjorde mig til et nemt offer for folks fordomme. Dørmændene havde i hvert fald besluttet sig for hvilken kategori jeg tilhørte, for da de skubbede mig ud igennem dørene hvislede en af dem ind hovedet på mig, at jeg ikke for eftertiden skulle vise mig her med mine oprørske venner.

En smule fortumlet, ikke ordentlig mæt, men også opstemt, stod jeg atter udenfor.
Det var gået op for flere af fodboldfansene, at jeg ikke var en del af selskabet, hvilket affødte en del munter snak om min uheldige skæbne. En sagde at det måtte være et tegn til mig om at jeg skulle blive fan af F. C. Sankt Pauli. Mens andre spøgte med at jeg kunne betale busturen til stadion. Et par af de yngste fans så et kort øjeblik mest ud til at overveje om det var værd at slå mig ned, for at få fat i mine sparsomme værdier, men opgav eftersom jeg ikke ligefrem lignede Rockefeller. Desuden var jeg blevet taget vældig godt i mod af resten af gruppen.

Den unge punker som havde skabt hele balladen kom hen til mig, stak næven frem og introducerede sig.

- Hej, mit navn er Jens. Det må du sgu undskylde. Jeg ku ikke nå at forklare de svin du ikke var en del af balladen.

Jeg gengældte hans håndtryk og svarede roligt og næsten tonløst, at det var helt i orden og det skulle han ikke tænke mere over, hvis blot han gav øl resten af aftenen var alt forladt.
Han var ikke meget mere end atten år og jeg kunne se at der gik nogle sekunder, før han opfattede at mine ord var ment i spøg.

- Ja, For Helvede! Du kan komme med på Stadion. Hvis du selv betaler entréen, så giver jeg en øl.

Jeg smilede til ham, gav ham et klap på skulderen og sagde at jeg nok selv skulle betale både øl og entré, for jeg ville ikke være skyld i hans ruin.

På vej til stadion fik jeg hilst på mange af de andre fra gruppen, men det meste af tiden snakkede jeg med Jens. Da vi stod af bussen, vidste jeg at han boede i en lejlighed i Sankt Pauli distriktet sammen med sin moder, at han lige var begyndt at studere arkitektur og desuden arbejdede som medhjælper i en lille pladebutik. Primært for at få råd til bøger, men også for at få mulighed for at følge fodboldholdet rundt til alle udekampene.
Turen derud havde ikke taget mere end ti minutter, men på den tid nåede jeg også at fortælle ham om mine oplevelser gennem de sidste dage, om bibellejren og mit hektiske ridt igennem en skov i Alaska. Han morede sig kosteligt over beretningen, især da jeg fortalte om blodprøverne og Sarah Palins uforskyldte deroute.

Jeg må indrømme at jeg blev overrumplet af hans klarsyn og vidt, da han udtalte at mine handlinger og alle de uforvarende konsekvenser de affødte, mest af alt mindede ham om sommerfugleeffekten. For der kunne vel ikke gå lang tid før mine uheldige vingeslag ville skabe rystelser langt ind i Amerikas hjerte og videre ud i resten af verden. Tanken havde strejfet mig, men så længe de bibelkyndige holdt tæt ville det ikke blive til mere end et lille vindpust, som snart ville drive op og væk, uden at ruske så meget som et halmstrå på dets vej.
Selv om jeg så valgte at offentliggøre mine oplevelser med Palin, ville det blive påstand mod påstand og jeg var sandt for dyden ikke noget troværdighedsvidne.

Stadionarenaen var nedslidt, sæderne var af beton. Mellem rækkerne var placeret jernbøjler, der skulle sørge for at de forreste publikummer ikke blev mast op mod hegnet når stadionet var fyldt til bristepunktet. Der var plads til cirka 20.000 tilskuere på lægterne og Jens fortalte, at der var fuldt hus ved hver eneste hjemmekamp.
Dagens modstander var fra Duisburg. Klubben var rykket ned i den forrige sæson, så der nu kun var fire hold fra Ruhr-distriktet i den bedste tyske fodboldrække. Jeg kendte klubben fra fjernsynet, men det var primært fordi Stig Tøfting havde spillet der tilbage i halvfemserne. Det var mens holdet endnu befandt sig i toppen af tysk fodbold.
Stemningen på stadionet var heftig, men ikke hadsk. Smædesange fra de to grupper af fans bølgede over banen, efterfulgt af forskellige tilråb som oftest handlede om modstanderholdets ringe evner med bolden.
Selv om dette var et opgør der udspillede sig i en sekundær liga, sydede stadion som var det en kamp om mesterskabet.

Da spillerne fra FC Sankt Pauli løb på banen, var det til lyden af AC/DC’s Hells Bells.
I'm a rolling thunder, pouring rain. I'm comin' on like a hurricane. My lightning's flashing across the sky. You're only young but you're gonna die. I won't take no prisoners, won't spare no lives. Nobody's putting up a fight. I got my bell, I'm gonna take you to hell. I'm gonna get ya, Satan get ya. Hell's Bells Yeah, Hell's Bells. You got me ringin'. Hell's Bells My temperature's high. Hell's Bells. Satan's comin' to you. Hell's Bells, there's no way to fight, yeah Ow, ow, ow, ow. Hell's Bells!
I de halvanden time kampen varede fik jeg rig lejlighed til at opleve hvorledes de to holds fans trofast støttede op om deres helte. Selv da Sankt Pauli kom bagud 0 – 1 fortsatte Jens og de andre med at bakke op om holdet. De forsøgte at drive det frem til en udligning ved at hæve lydniveauet endnu en tak.
Dette stod i skærende kontrast til de fodboldkampe jeg havde oplevet i Spanien og Italien, hvor fansene på få minutter kunne vende sig mod deres eget hold hvis det kom bagud. På Bernabeu Stadion i Madrid havde jeg engang overværet en Uefa cup kamp, mellem Real Madrid og Spartak Moskva, hvor det spanske publikum endte med at klappe af modstanderholdet og buhe af deres egne. Allerede midt i kampen var Real Madrid kommet bagud med 1 – 3 og publikum var begyndt at vifte med deres hvide lommetørklæder, som symbol på at holdet, træneren og fodbold-præsidenten kunne skride af helvede til.
Den loyalitet som de tyske fans udviste her på Millerntor Stadion, stod i skærende kontrast til spaniernes. Her var ingen forræderiske udfald, når det gik holdet dårligt. Jeg tror at det delvis kunne skyldes at de to landes befolkninger havde vidt forskellige opfattelser af hvad der krævedes af holdet.
I Spanien ville tilhængerne have mere end blot sejren, de ville se flot og angrebsivrig fodbold, smukke hæl afleveringer og flydende kombinationsspil. I Tyskland var det til gengæld sejren der talte. Skide være med om holdet spillede rædderligt, så længe det vandt kampene og sikrede holdet en plads i den bedre del af fodboldrækken.

F.C. Sankt Pauli kom godt igen i slutningen af kampen og endte med at vinde 2-1. Det afgørende mål faldt to minutter før slutfløjtet og efterlod hjemmeholdets fans i en rus af lykke. Mine nye venner uddelte knus og kram til hinanden. Selv undgik jeg den værste omklamring og nøjedes med at klappe Jens på skulderen og sige tillykke med sejren. Han insisterede på at jeg gik med dem på værtshus for at fejre sejren. For, som han sagde, tredje halvleg var oftest den sjoveste.

Vi havde allerede fået en del at drikke og på hele turen tilbage mod Reeperbahn festede fansene som var det mesterskabet de fejrede. Nogen tændte romerlys og holdt dem ud igennem vinduerne på bussen. Mens andre hoppede op og ned på stedet, i begejstring over sejren.
Jeg lagde mærke til at buschaufføren svedte voldsomt og han knugede rattet så hårdt at knoerne blev kridhvide. Det var tydeligt at han skulle bruge alle sine kræfter på at holde bussen på vejen. Det vilde selskab som havde indtaget rummet bag ham udgjorde en potentiel risiko for færdselssikkerheden. De fik bussen til at gynge faretruende fra side til side.
Gnister fra fyrværkeriet føg igennem luften og ramte sæderne, hvor de brændte sig ned i plasticet. Luften herinde var efterhånden fyldt af røg fra cigaretter og antændte gnister. Tårerne pressede sig på. Vinduerne var begyndt at dugge til. Stanken af sved, øl og røg trak igennem den overpakkede bus og gjorde det umuligt at trække vejret ordentligt.
Heldigvis varede det ikke lang tid før chaufføren stoppede ved Reeperbahn og jeg kunne gispende forlade den anarkistiske blikdåse.
Fansene trak ud igennem dørene, dukkede frem fra røgen og entrerede gaden som rockstjerner. Jens kom over og lagde sin ene arm over mine skuldre, pressede mig jublende ind til sig og pegede over mod et stort værtshus på den anden side af gaden, hvor vi åbenbart skulle fortsætte festen.

Resten af aftenen drak vi tæt. Efterhånden var jeg så beruset, at det lykkedes mig at synge med på de forskellige fodboldsange, hvilket affødte en del hujen og klappen fra de nordtyske tifosier.
Desværre glemte jeg alt om tiden mens festen stod på og det var først da vi stod på gaden udenfor værtshuset at det gik op for mig, at jeg endnu ikke havde fundet et værelse for natten. Klokken var blevet halv et og busserne kørte ikke længere.
Jeg spejdede efter et hotel, men Reeperbahn var åbenbart ikke stedet hvor man lagde sig til at sove. Jeg gik hen til Jens og forklarede ham situationen, hvilket fik ham til at foreslå at jeg kunne overnatte hos ham og hans mor. Først havde jeg afvist denne mulighed overfor ham. Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville trænge mig på og risikerer at gøre hans mor sur. Men han forsikrede mig om at det ikke ville blive et problem og insisterede på at jeg overnattede hos dem. Derefter sagde vi farvel til de andre og påbegyndte den korte gåtur hjemad.

Jeg kan ikke ligefrem sige, at det gik mig imod at skulle overnatte hos Jens. Sandheden var at jeg var totalt udkørt og havde været parat til at sove på en parkbænk eller på et toilet på hovedbanegården. Mit alkoholindtag havde i de sidste dage nået uanede højder og nu led min krop under det faretruende giftindtag.
Mine muskler var ømme, lemmerne var tunge og svære at bevæge. Jeg var nødt til at gå med hovedet let foroverbøjet, for ikke at miste balancen. Den friske luft hjalp ikke spor, men øgede blot kvalmefornemmelserne. Jeg kunne mærke hvordan spyttet samledes i min mund, og kort tid efter begyndte tyndtarmen at sende indholdet af dagens føde og væskeindtag tilbage igennem mavesækken.
Lige før maveindholdet pressede sig op igennem spiserøret mærkede jeg et tryk opbygges i brystkassen. Mit mellemgulv udførte nogle spastiske sammentrækninger, hvorefter min krop skilte sig af med en god blanding af øl, flymad og sauerkraut.
Jens stod ved siden af og smålo, mens han fumlende fandt nøglerne frem. Det viste sig at jeg havde kastet op lige udenfor opgangen, men det bekymrede mig nu ikke.
Min puls var næsten tilbage til normalen og jeg fik hurtigt tørret den værste sved væk fra ansigtet, mærkede hvordan ligevægten vendte tilbage. Da vi gik ind over dørtrinnet var jeg ikke spor fuld.

Jens syntes vi skulle have natmad og jeg var ikke uenig. Vi skramlede en del med gryder, tallerkner og bestik. Der blev sat glas på bordet og alt imens snakkede vi om løst og fast. Ingen af os havde skænket Jens’ mor en tanke, før hun stod i køkkendøren iført en mørkeblå natkjole af bomuld.
Hendes røde hår var sat op i to fletninger som var bundet sammen i nakken. Huden var glat og velplejet. Hendes ansigtstræk var måske nok lidt grove, men alligevel var hun feminin. Hun var ikke højere end mig og vejede nok omkring tres kilo. Jeg tipsede hende til at være omkring de fyrre.
Jens sprang hen og gav hende et kindkys. Jeg gav hånd og introducerede mig. Hun hed Elke. Jens forklarede sin mor hvorfor han havde mig med hjem. Hun hørte om min uheldige mellemlanding i Hamborg, samt om oplevelsen på Globetrotter, men det var først da Jens fortalte at jeg allerede skulle til København i morgen, at hun godtog at jeg kunne sove hos dem i nat.
Jeg tror hun var nervøs for at jeg skulle blive boende flere dage, så jeg forsikrede Elke om vigtigheden af min hjemkomst og sagde at den under ingen omstændigheder kunne udskydes yderligere. Derefter blødte hun op og snart sad vi alle tre rundt om køkkenbordet og småsludrede.
Jens og jeg havde med nød og næppe fået smurt os et par franskbrødsskiver med nutella, hvilket fik Elke til at tilbyde at lave os noget ordentligt natmad. Vi nikkede og smilede taknemmeligt, det kunne ikke være bedre. Jens var fuld og jeg havde ikke kræfter til ret meget mere hurlumhej efter mit nylige adrenalinchok. Nu fik vi et ordentligt måltid, som tilmed blev lavet af en sød kvinde, der klokken kvart over et om natten fandt overskud til at servicere os. Hun brasede kartofler på panden, stegte spejlæg, lavede kaffe og satte colaer på bordet.
Mens vi sad og spiste fortalte jeg om bibellejren og alle de oplevelser som fulgte i kølvandet op til nu. Elke virkede som om at hun morede sig kosteligt.

Jens var mere interesseret i at snakke om fodboldkampen, men Elke tyssede på ham hver gang han nævnede den, i stedet spurgte hun ind til detaljerne i min fortælling og var især indfanget af de dele af historien hvor jeg blev jagtet, var på flugt eller trængt op i et hjørne. Når historien udviklede sig allermest spændende kunne hun finde på hastigt at gribe om min arm og knuge den med sine fingre, hvilket fik det til at kilde behageligt i min krop og gav mig lyst til at fortsætte med at opføre mig sødt og elskværdigt.
Jens virkede efterhånden meget irriteret over sin mors manglende opmærksomhed, men var for fuld til at gøre noget ved det. I stedet rejste han sig pludselig op, så stolen væltede bagover og sagde med en tvær stemme, at han ville i seng. Elke rejste sig også op for at give ham et godnatkys, men Jens lod som om at han ikke så hendes gestus. Han mumlede noget til sin mor, om at jeg skulle have noget sengetøj og nu skulle hun sørge for at jeg også fik en dyne. Hun klappede ham forsigtigt på kinden og sagde at han ikke skulle bekymre sig.
Vi kunne høre ham trampe hen ad gangen og smække døren hårdt i efter sig, men derefter blev der helt stille. Jeg gik ud fra at den sorthårede alfa hane var faldet i søvn straks han så sin sovepind, i hvert fald hørte vi ikke mere til ham den nat.
Til gengæld fik en lidt mere tyndslidt hane muligheden for at gale, mens den nydeligste høne i miles omkreds, kaglede indbydende tilbage.

Vi snakkede resten af natten væk. Elke havde været alene med Jens siden han blev teenager. Faderen var stukket af med en anden kvinde og havde vist aldrig set sig tilbage. I dag boede han i München, men han havde ingen kontakt til sin søn. De havde nu klaret sig fint, hun var uddannet socialrådgiver og var leder af et bosted. Jens var i gang med første år på Hamborgs Universitet, hvor han studerede historie.
Vi hyggede os, drak kaffe og spiste småkager. Hver gang vi havde øjenkontakt kunne jeg se at hun rødmede lidt, men jeg prøvede virkelig også at skrue charmen på.
Jeg fortsatte med at opføre mig eksemplarisk, smilede og nikkede anerkendende og opmuntrende hver gang hun sagde noget, mens jeg hele tiden sørgede for at have en åben kropsholdning. Hendes pupiller udvidede sig flere gange i løbet af samtalen, især når læberne blev adskilt en smule og hun begyndte at le over det jeg sagde.
Det var første gang i flere dage, at jeg følte mig veltilpas. Selv om mit tøj var krøllet og beskidt havde jeg en følelse af velvære i kroppen. Min selvtillid voksede som natten gik og hen på de tidlige morgentimer lod jeg min ene arm ligge på bordet i håbet om at Elke atter ville gribe fat i den. Der gik ikke lang tid før hendes fingre rørte ved armen, men denne gang trak hun dem ikke til sig. I stedet lod hun sin hånd hvile på min hud.
Vi havde ikke længere travlt med at slå øjnene ned, når vores blikke mødtes. Jeg fornemmede tydeligt at hun ikke var afvisende overfor mig, men det var først da vi stod ved køkkenvasken og skyllede af, at jeg blev helt sikker. Elke hængte viskestykket tilbage på knagen og trådte et lille skridt frem mod mig. Jeg kunne dufte hendes hud og se små røde pletter dukke frem på hendes hals. Jeg kunne høre at hun trak vejret tungere nu og da hun trådte et skridt tilbage igen, fulgte jeg automatisk med frem. Den instinktive bevægelse nåede lige at overraske mig inden vores læber mødtes. Jeg tog fat
om hendes talje og trak hende ind til mig, lod min tunge glide ind mellem hendes læber og mærkede at hun gengældte mit kys. Forsigtigt begyndte jeg at massere hendes øreflipper med mine fingre, samtidig med at jeg hviskede søde ord til hende.

Det må have virket for vi endte i soveværelset, hvor vi nærmest væltede ned på sengen. Elke knappede min skjorte op og lagde sin ene hånd på min mave, kyssede mig på brystkassen og kaldte mig sin lille skat. Jeg hev op i hendes natkjole. Mine hænder gled op over hendes lår, berørte hendes hofter og bryster. Med bukserne nede om anklerne og skjorten halvvejs af nærmede jeg mig klimaks. Elke holdt fast omkring mig, pressede sit underliv ind mod mine hofter og borede fingerneglene ned i min ryg. Små rystelser forlod hendes krop og en tilfreds stønnen undslap hendes læber.
Da jeg mærkede at hun igen slappede af opgav jeg at holde mig tilbage længere. Sorte pletter dansede på nethinden, mine ansigtsmuskler strammede til og min krop overstrømmedes af en velbehagelig og velkendt følelse.

Jeg lagde mig om på ryggen og tændte en cigaret, mens jeg tænkte over hvor rart det var at man ikke kunne se sin egen grimasse, i det øjeblik orgasmen ramte.
Med mindre man altså var den voyeuristiske type, som beklædte sit soveværelse med spejle for at få alle vinkler og indtryk med. Jeg havde aldrig fundet det tiltalende at belure kvinder, eller i det hele taget at overbeglo dem. Min erfaring sagde mig, at visse aspekter af kønsakten var bedre tjent med at leve i skyggerne og mørket. Derfor nøjedes jeg med skæret fra natlampen, der lige netop skabte den balance mellem lys og mørke, som gjorde at meget af forløbet blev overladt til fantasien.

Jeg havde engang arbejde som pedelmedhjælper på en folkeskole. Pedellen var en ældre mand, som for længst havde fejret sølvbryllup. Det interesserede mig at høre om hvordan han holdt gnisten ved lige i sit ægteskab, hvordan han kunne blive ved med at finde den samme kvinde attråværdig.
Hans opskrift var simpel nok. Den dag i dag kan jeg genkalde det alvorlige og en smule bedrøvede blik han havde i øjnene da han udtalte, at bare fordi man skal hjem og spise frikadeller om aftenen, kan man jo godt gå rundt hele dagen og tænke på lammekød og oksesteg
Det var nok de eneste vise ord, der undslap pedellen i al den tid vi var kolleger. Til gengæld var det en sætning som jeg bar med mig videre i livet. Over årene blev det et af mine mantraer, næret af de mange gange hvor jeg havde hængt ind over bardisken for at slå en krog i enhver beredvillig tøs, upåagtet hendes udseende og odør.
Med Elke havde det været anderledes. Jeg syntes at hendes hud duftede skønt, som vilde markblomster, eller en dugvåd eng hvor dagens første solstråler rammer græsset. For første gang i årevis måtte jeg virkelig kæmpe, for at undertrykke en stærk trang til at forelske mig. Jeg lagde min arm om hendes skuldre og trak hende tættere ind til mig, vi smilede til hinanden og hun trykkede sin næse tæt ind til min hals.
Jeg ved ikke hvem af os der fik mest ud af oplevelsen, men tyve minutter efter lå Elke og sov. Hun holdt fast i min ene arm og jeg kunne mærke hendes åndedræt mod min hals. Clockradioens ur nærmede sig fem om morgenen. Jeg var overtræt og min krop var tappet for energi.
Kort tid efter at jeg havde slukket natlampen begyndte søvnen at trække sine slørede spor ind over min krop. Man skulle være et skarn hvis ikke man forstod at hæge om de smukke øjeblikke som tilkom en i løbet af livet, tænkte jeg, velvidende at dette kunne gå hen og blive en af de dage som jeg ville se tilbage på med glæde. Derefter faldt jeg i søvn, lykkelig og veltilfreds med dagens og nattens forløb.
Næste morgen blev jeg vækket af en vred mandsstemme, som havde noget påtrængende og skingert over sig.

- Hvad Satan foregår der her? Din skøre skid! Ligger du og puler min mor?

Jens stod ved fodenden og skulede ondt på mig. Hans krop dirrede af arrigskab og i hånden holdt han en baseballkølle. Jeg nåede lige at rulle ud af sengen, inden han bankede køllen ned i sengetøjet.
Elke trak dynen omkring kroppen, rejste sig op og løb skrigende ud på badeværelset, hvor hun låste døren efter sig.
Jeg kom hurtigt på benene og skyndte mig ind i stuen i bar røv og sokker. Her fik jeg fat i et stort piratflag som lå henslængt over sofaen og nåede lige at vikle det om mig, inden Jens stod i døråbningen og svingede faretruende med battet. Han kastede sig frem mod mig, men jeg undveg og greb fat i min taske, som lå på stuebordet.
Jens udfald var så kraftfuldt, at han væltede ind i væggen bag os. Mens han kom på benene løb jeg igennem gangen og ud ad hoveddøren. Uden at kigge mig tilbage fortsatte jeg videre ned af trappen og ud på gaden, hvor der heldigvis endnu åndede fred og ro.
Desværre for mig, var Jens nu også på vej ned af trappen. Jeg kunne høre at han havde taget støvlerne på. Det lød som om at han sprang fra de øverste trin og landede på afsatserne imellem etagerne. Det rungede forfærdeligt hver gang hans såler ramte gulvet og jeg kunne mærke at mine pulsslag kom i stadig hurtigere frekvenser. Uden at skænke det nogen som helst overvejelser, drejede jeg til højre og fortsatte mit løb ned igennem gaden.

Hver gang jeg dristede mig til at kigge bagud, kunne jeg se Jens en tyve tredive meter bag mig. Han var ikke sprintertypen, men løb i et malende tempo, som han sikkert kunne fortsætte et godt stykke tid endnu.
Frustreret begyndte jeg at spejde efter eventuelle flugtruter, som kunne bringe mig væk fra den potente karl og hans store støvler. Med huller i sokkerne og trætte ben krydsede jeg gaden. Stadigvæk i løb, men snart parat til at kaste håndklædet i ringen, kom jeg hen til indgangen af en park. Jeg spejdede tilbage. Jens havde tabt lidt terræn, men han hang på endnu.
Jeg svingede ind igennem porten og fortsatte hen ad et stisystem, som forgrenede sig ud i parken. Snart efter nåede jeg hen til et område hvor buske og træer voksede tæt. Jeg løb derind og satte mig ned bag et krat, der virkede tilpas kompakt til at kunne skjule mig.
Snart efter kunne jeg høre Jens komme nærmere, det lød som om at han stadigvæk var i løb. Da han kom forbi buskadset stoppede han op. Fra min siddeplads kunne jeg se, at han stod ude på stien og gloede ind på det viltre krat. Han havde et tomt udtryk i øjnene og svingede tankeløst baseballkøllen fra side til side. Køllen ramte de forreste buske og lyden af grene der knækkede og blade der hvislede igennem luften, fik ham til at genvinde fokus.
Det føltes som om at han blev stående i flere minutter, men jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed. Når jeg nåede helt ind til frygten og trak den med mig ud i verden, kunne nuet strække sig og blive en langsommelig affære. Det var lige hvad der skete her.
Jeg turde knap nok trække vejret og sad helt stille, mens jeg håbede på at han snart ville gå videre. Og for en gang skyld var det som om at mine bønner blev hørt, for pludselig hørte jeg at han trampede videre hen ad stien.
Forsigtigt rejste jeg mig op og strakte min krop ud. Jeg nåede lige at se Jens drejede om et hjørne længere fremme på stien, men han ænsede heldigvis ikke mig.
Solen var efterhånden kommet højt på himlen. Jeg trak piratflaget omkring min ryg og bandt det sammen lige under min venstre armhule, så det lignede at jeg havde kjole på. Derefter traskede jeg ud af buskadset og gik tilbage af den sti jeg var kommet fra.

Morgenen var gået ind i en ny fase, solen stod nu højere på himlen og folk var begyndt at gå tur i parken. Jeg satte mig på en bænk og tændte en smøg. Piratflaget og de hullede sokker var min eneste afskærmning mod den totale nøgenhed, men det var sgu min mindste bekymring. En ting stod fast, jeg kunne ikke begynde min hjemrejse i den her mundering og måtte hurtigst muligt erhverve mig et nyt sæt tøj.
Folk der gik forbi stirrede forbistret på mig, enkelte rystede på hovedet og svinede mig til, men ingen havde modet eller lysten til at stoppe op og gøre noget ved sagerne.
Mens jeg sad og overvejede mit næste træk, opdagede jeg at to politibetjente var på vej hen til mig. De stillede sig op foran bænken og nikkede kort til mig.

- God Formiddag. Hvad laver du her i den mundering?

Det var den ældste af politifolkene, som henvendte sig. Hans grå kortklippede hår var næsten skjult under kasketten. Uniformen var nystrøget og velsiddende, messing-knapperne og de nypudsede sko skinnede om kap med solen. Det velplejede overskæg fik ham til at ligne arketypen på en betjent.
Jeg forsøgte at forklare situationen, men det havde ingen effekt. I stedet bad de mig følge med over til politibilen, så de kunne optage rapport. Jeg sukkede og spurgte om de ikke kunne nøjes med at køre mig ind til Hovedbanegården, så skulle jeg nok købe et sæt tøj og skynde mig ud af landet. Den yngste betjent tog fat i min arm og rystede på hovedet.

- Du er vel klar over, at vi har en lovgivning om blufærdighedskrænkelse? Den har du overtrådt. Desuden lugter du af alkohol.

De placerede mig på bagsædet og smækkede døren i. Overskægget tog kontakt til stationen, fortalte nøjagtigt og sagligt om deres fangst og hvorledes han var klædt. Derefter vendte han sig om og kiggede skeptisk på mig.

- Vi bliver nødt til at tage dig med på stationen. Du slipper ikke for at blive anholdt.

For helvede da også, det her var et nederdrægtigt bagholdsangreb og jeg kunne ikke slippe fri. Den yngste betjent satte sig ind på bagsædet, tog fat i mine arme og trak dem om på ryggen, hvorefter han lagde mig i håndjern.
Jeg var efterhånden blevet godt vred og følte mig virkelig uretfærdigt behandlet, men det nyttede ikke at diskutere med betjentene. I stedet kiggede jeg tvært ud igennem vinduet og bandede højlydt.
Håndjernene gnavede sig ind i huden, mine armhuler var klistrede og min næse kløede. Klokken var ikke engang ti og jeg var allerede i seriøse problemer.
Bilen satte i gang. Det var den yngste der kørte. Jeg vendte ansigtet bort fra ruden og lukkede øjnene i. Prøvede at abstrahere fra kendsgerningerne, men de hidsige gearskift og den efterfølgende skurrende lyd fra gearkassen rev mig hele tiden tilbage til virkeligheden, og mindede mig om min idiotiske fremfærd.
Resten af turen sad jeg og skulede ondt ind i nakken på den unge betjent, mens jeg håbede på at han ville køre galt inden vi nåede stationen.

Bilen svingede ind på holdepladsen foran politigården og bremsede hårdt op. Min numse løftede sig fra sædet og jeg stødte hovedet op i taget. Betjentene spurgte grinende om jeg var okay, men jeg undlod at svare og lod som om at jeg ikke hørte dem.
Den yngste betjent forlod bilen, åbnede døren ind til bagsædet og bad mig om at stige ud. Jeg møvede mig hen til døråbningen og placerede fødderne på asfalten. Betjenten hjalp mig op at stå og placerede mig op af bilen, hvorefter han gik om til bagagerummet og åbnede det. I mellemtiden var overskægget også stået ud, men han havde så travlt med at rette på sit tøj at han ikke havde tid til at holde øje med mig. Han stod omkring fem meter væk med et dybt koncentreret blik, pudsede sine messingknapper med et lommetørklæde og børstede sine benklæder rene med hænderne.
I flere sekunder stod jeg ubevogtet op af bilen, alt imens jeg overvejede at flygte. Før jeg nåede at tænke tanken til ende, men mens jeg stadigvæk havde et desperat håb om at slippe væk, satte mine ben sig i bevægelse og tvang resten af kroppen med sig ud over stepperne. Havde jeg nået at tænke situationen igennem ville jeg nok have valgt en anden løsning.
I stedet var jeg nu på vej hen over holdepladsen med kurs mod udgangen. Min tyvstart havde ikke givet mig mange meters forspring til de to betjente, men snart nåede jeg ud på en stærkt trafikeret vej som strakte sig forbi stationen. Jeg spurtede videre hen ad vejen, mens jeg kæmpede for at holde mig på benene.
Håndjernene gjorde det svært at balancere ind og ud imellem bilerne, piratflaget flagrede lystigt i vinden og udstillede mit klokkeværk. Bilhorn blev trykket i bund, bremser hvinede og betjentene råbte Halt! Jeg kæmpede ihærdigt for ikke at blive kørt ned og flere gange undveg jeg med nød og næppe de forbipasserende bilister.
Jeg løb over mod fortovet på den anden side af vejen, men i samme øjeblik min venstre fod ramte kantstenen blev jeg slynget ind over køleren på en sort Mercedes. Føreren stirrede skrækslagen på mig og trykkede gaspedalen i bund. Jeg greb fat i vinduesviskerne og forsøgte at klamre mig til bilen, famlede febrilsk efter de små sprækker mellem kølerhjelmen og karrosseriet, men mine fingre kunne ikke få fat. I stedet blev jeg slynget ud til siden og landede på fortovet.
Forslået og stresset prøvede jeg at komme på benene igen. Jeg havde hudafskrabninger på knæene og albuerne. Mine håndflader var fyldt med rifter og småsten.
Jeg forsøgte at stramme lårmusklerne og støde mine ømme hænder mod asfalten for at få et ordentligt afsæt. Desværre nåede jeg kun op i halvt oprejst stilling, før betjentene forpustede nåede hen til mig og tog fat i mine arme.
Hele vejen tilbage til stationen gik betjentene på hver sin side af mig og holdt fast i mine arme. Trafikken var næsten gået i stå. Folk var stoppet op for at følge med i fangeflugten og den efterfølgende tilfangetagelse, men heldigvis var jeg ikke nået mange meter ned af vejen og den ydmygende tur tilbage var hurtigt overstået.

Straks efter at vi var kommet indenfor blev jeg hevet op til receptionen. Den ældste betjent havde sat sig ned ved computeren, til dels for at optage rapport, men også for at genvinde pusten. Mens han gispende bad om mit pas, rettede han sin pegefinger op mod mit ansigt og kiggede mig bistert ind i øjnene.

- Du ryger en tur i detentionen. Skal du foretage et opkald?

Jeg flyttede hovedet væk fra hans finger, kneb øjnene sammen og hvislede et ja tak. Den unge betjent klemte hårdt om min arm og trak mig tættere på skranken.
Det tog nogle minutter inden overskægget blev færdig med at notere mit navn, min adresse og min nationalitet. Han brugte kun to fingre på tastaturet og hver gang han havde trykket en tast ned kiggede han op på skærmen, for at sikre sig bogstavet var kommet til syne. Normalt ville sådan en adfærd irritere mig voldsomt, men efter de sidste dages strabadser orkede jeg ikke at blive vred. Jeg var forslået og nedtrykt.
Mine tanker var anderswo engagiert. Jeg havde travlt med at udtænke en plausibel forklaring til min redaktør. Sagen var at jeg ikke kom hjem i dag, selv om jeg havde lovet det højt og helligt.
I mellemtiden var betjenten blevet færdig med at skrive rapport. Jeg blev bedt om at aflevere min taske, cigaretter, lighter og pung. Mit bælte ville de også have. Han lagde det hele ned i en grå plastickasse og skrev mit navn udenpå.
Derefter slap den yngste betjent min arm, gav mig et let puf i ryggen og pegede hen mod en dør til højre for receptionen.

- Telefonen er derinde. Husk nu du kun kan ringe en gang.

Jeg nikkede, tog fat i dørhåndtaget og gik ind i rummet. En nøgen pære hang i loftet, den kastede et koldt lys ud i det vinduesløse rum. Tapetet og linoleumsgulvet var holdt i mørkebrune farver, men midt i rummet havde man placeret et lysegult plasticbord og en hvid taburet af træ. Telefonen stod midt på bordet, men jeg havde ikke lyst til at løfte røret. Selv om apparatet engang havde været orange, var både tasterne og røret dækket af beskidte finger- og håndaftryk. Den tørre, noprede overflade var et resultat af folks dårlige håndhygiejne.
Jeg havde mere end en gang undret mig over at vi ikke havde udryddet store dele af menneskeheden endnu. Med vores urenlige facon måtte det bare være et spørgsmål om tid før vi blev ramt af en afskyelig virus, tænkte jeg, og viklede min ene hånd ind i en snip fra flaget.
Jeg kiggede endnu engang på den bakteriebefængte skorpe, tog røret af og lagde det på bordet. Flaget var en udmærket beskyttelse mod den uhumske telefon. Derefter trykkede jeg nummeret til avisen derhjemme og løftede røret op igen.
I et stykke tid var der kun den regelmæssige tone som fortalte at nummeret ikke var optaget, men snart kunne jeg høre chefens gnavne stemme. Jeg besluttede mig for at lyve, der var ingen grund til at fortælle om anholdelsen og nattens forløb. I stedet bryggede jeg en historie sammen, der ikke kunne bringe mig i væsentligt uføre.
Betjentene stod i døråbningen og kiggede på mig, men eftersom samtalen foregik på dansk, kunne de ikke afsløre min løgn. Jeg fortalte chefen at jeg havde fået et maveonde, at det var umuligt for mig at bevæge mig længere end fem meter væk fra et toilet. Han godtog modvilligt kendsgerningerne, men inden han smækkede røret på gjorde han det klart at han ville se mig tilbage på redaktionen i morgen. Om så jeg blev nødt til at bruge ble.
Jeg lagde røret på og viklede hånden ud af flaget. Betjentene kom ind i lokalet og tog fat i mig igen. Vi gik ud forbi receptionen og videre ned af en lang gang, som lå i forlængelse af hovedbygningen.
For enden af gangen var der en stor jerndør, som ikke havde et håndtag. Den yngste betjent trykkede en kode ind på dørens nummertastatur. Straks efter kunne man høre en smæklås åbne. Døren afgav en ubehagelig metallisk lyd mens den gled op. Da jeg kiggede ind i gennem åbningen gik det pludseligt op for mig at et maveonde havde været at foretrække.

I hvert hjørne af rummet var placeret en gittercelle på cirka to gange to meter. Væggene i de fire celler var overskrevet med tags og graffiti. Der var ingen indsatte. Midt i rummet sad en ældre vagt og læste avis. Ved væggen mellem to af cellerne stod et bord med en kaffemaskine ovenpå. Et ur hang ovenover kaffemaskinen og tikkede højlydt.
For første gang i dag vidste jeg hvad klokken var og det overraskede mig at den lille viser stod på et og den store på fem minutter. Tiden fløj åbenbart af sted når man var en jaget mand.

Rummet duftede af kaffebønner og cigaretter. Jeg vred mig fri fra betjentenes arme og trådte indenfor, de fulgte begge lige efter. Vagten rejste sig op og hilste på betjentene. Selv om jeg var klædt i piratflag og strømpesokker værdigede han mig ikke et blik. Ikke engang da jeg spurgte efter en cigaret reagerede han. I stedet var han mere interesseret i at høre på betjentenes historie.
Da de var færdige låste han en af cellerne op og lavede en kort sidebevægelse med hovedet, for at få mig til at gå derind. Jeg traskede ind i det lille rum, vendte mig om og placerede mine hænder omkring jernstængerne. Betjentene ønskede mig en god overnatning i detentionen og forlod rummet igen, derefter var jeg alene med den tavse vagt.
På cellens ene faste væg var en briks ophængt i to jernlænker. Ovenpå lå et gråt uldtæppe og en hvid pude uden betræk. Op ad den anden væg stod et lille toilet, som manglede brættet, på selve væggen var der monteret en håndvask.
Loftet var beklædt med lysstofrør, der gjorde det umuligt at finde mørket, selv når man lukkede øjnene. Jeg satte mig på briksen og kiggede på min forslåede krop. Nu havde jeg virkelig ramt bunden. Jeg var næsten nøgen, havde hudafskrabninger på knæ og albuer. Mine strømper var hullede og mit humør var helt i bund.
Jeg gloede op på uret. Sekundviserens monotone tik gjorde det umuligt for mig at tænke klart. Lyden sank ind i kroppen og fik en hypnotisk magt over mig. Tvang mig længere ind i den totale handlingslammelse. Der gik ikke lang tid før jeg sad og talte sekunderne, mens hjernen tømtes for tanker og anspændtheden forlod min krop.

Jeg nåede at tælle cirka syttentusinde sekunder før aftensmaden blev serveret. Den klirrende lyd fra nøglebundtet havde hevet mig ud af tal trancen. Vagten åbnede døren ind til cellen og satte en bakke med mad på gulvet foran mig. Han sagde stadigvæk ikke noget, men jeg lagde straks mærke til at der ved siden af maden lå to cigaretter og en pakke tændstikker. Selv da jeg smilede og takkede for smøgerne, lod mine ord til at prelle af på den umælende vagt. Han fortrak ikke en mine, men forlod cellen uden at vende ryggen til mig.
Måltidet bestod af en tyktflydende suppe med brødkrummer i. Jeg stak skeen ned i indholdet, men da maden nåede op til munden lugtede det ganske fælt. Det lykkedes mig alligevel at spise en halv portion, men kun fordi jeg lavede en midlertidig næse-klemme med to af mine fingre og drak direkte af skålen.
Bagefter strøg jeg en tændstik og tændte en smøg. Vagten hældte kaffe op til os begge og rakte en kop ind igennem tremmerne.

Selv om jeg ikke var mæt blev mit humør hurtigt bedre. Den enestående kombination af mokka og røg gjorde mig afslappet. Jeg lagde mig ned på briksen og brugte de næste par timer på at tyde graffitien på væggene. I mens tænkte jeg over, hvor lidt kontrol jeg havde haft over de sidste dages hændelser. Hver gang jeg traf en beslutning opstod et uvirkeligt scenarie og begivenhederne udviklede sig i utilsigtede retninger. Jeg havde forsøgt at agere fornuftigt, men var endt med at begå den ene dumhed efter den anden.
Da jeg skoddede den anden smøg var klokken blevet halv ti om aftenen. Jeg svøbte mig i tæppet og prøvede på at falde i søvn, men det tog lidt tid. Det gennemtrængende lys, vagtens knitren med avisen og min egen rastløshed, gjorde det svært at finde ro.
Faktisk lykkedes det mig først at nå nærmere søvnen, da jeg begyndte at fantasere om Elke. Jeg tog heftig revanche for den lidt slatne præstation i nat. Med højre hånd omkring kalorius og mine beskidte tanker som sengekammerat, faldt jeg endelig i søvn. Fuldstændig overbevist om at hun havde nydt hvert eneste øjeblik.

Næste morgen kunne jeg gennem drømmetågerne ane silhuetten af et menneske, der stod og kiggede ned på mig. Mens jeg halvvågen satte mig op, prøvede vedkommende at sige noget til mig. Det overraskede mig at vagtens stemme lød så dyb og rolig, den passede ligesom ikke til ham. Jeg slog irriteret ud med armene og bandede højlydt over at være blevet vækket. Ordene begyndte at trænge igennem. Jeg missede med øjnene og kiggede op. Foran mig stod en anden vagt end ham fra i går. Og ham her var ikke umælende.

- Ok Makker! Vi har noget tøj du kan tage på. Hvis du følger med, kan du selv vælge noget ud.

Jeg blev siddende på briksen og spurgte om han havde en smøg, for min krop ville helst ikke bevæge sig før den havde fået et skud nikotin. Han grinede og smed en pakke cigaretter over til mig. Jeg tog kun en og kastede pakken tilbage. Vagten kiggede på piratflaget og fortsatte med at snakke.

- Du ligner ellers en der har haft en munter tid. Polterabend eller sådan noget?

Jeg nikkede, smilede tilbage og pillede en tændstik ud af æsken. Lugten af svovl trak op i min næse, og jeg dristede mig til at bede om en kop kaffe.
Han hældte op og rakte mig kruset. Jeg kaldte ham en guttermand og tog en ordentlig slurk kaffe. Eftersmagen af røg og friskbryggede kaffebønner vækkede mine smagsløg. Min gane var klistret og tandkødet ømt.
Vagten kiggede op på uret og bad mig om at blive færdig. Jeg pudsede næse i flaget, afleverede en gullig spytklat i vasken og smed skoddet i toilettet.
Derefter traskede jeg ud af cellen og fulgte med vagten ned til et omklædningsrum, hvor politiet opbevarede alt det kluns som fangerne havde glemt eller efterladt i tidens løb.
På den ene væg var placeret knagerækker med skjorter og jakker. En aflang reol var placeret op ad endevæggen, hylderne var fyldt til bristepunktet med t-shirts og sokker. Tre papkasser med bukser stod placeret midt i rummet og ved siden af dem var placeret en bunke sko, som lå hulter til bulter. Den anden væg var dækket med spejle og fik rummet til at virke større. Jeg vendte ryggen til for at undgå mit eget spejlbillede og begyndte at lede efter en passende mundering.

Langt om længe fandt jeg et par bukser der passede, en nogenlunde tætsiddende skjorte, en beigefarvet cottoncoat og et par hvide hyttesko. Resultatet var nedslående. Jeg lignede sgu en forpulet prøveløsladt, en fattiglus med tennisokker og stumpebukser.
Vi gik ud til receptionen, hvor vagten stak mig en taxabon. Jeg fik udleveret min taske og tjekkede indholdet. Cigaretterne og whiskyen manglede, men jeg orkede ikke at brokke mig. Resten af indholdet så ud til at det var dernede. Efter at jeg havde underskrevet løsladelsespapirerne fik jeg mit pas tilbage.
Vagten fulgte mig over til udgangen, trykkede min hånd og sagde Auf Wiedersehn. Jeg lagde en hånd på hans skuldre og sagde at det skulle han ikke regne med, for jeg havde ikke tænkt mig at blive anholdt igen. I hvert fald ikke i Hamborg.

Udenfor var solen forsvundet bag skyerne. På holdepladsen stod tre politibiler. To betjente stod lænet op ad en vogn, de røg smøger og snakkede. Jeg overvejede at spørge dem om de kunne undvære en cigaret, men besluttede mig for at lade være da jeg så det ondsindede blik de sendte i retning af mig. I stedet gik jeg over pladsen og fortsatte ud til vejen.
Trafikken var tæt og folk defilerede forbi på fortovet. Jeg gled ubemærket ind i sværmen og begyndte at spejde efter en taxa.
Det havde regnet i nat, asfalten var endnu våd. Stanken af tjære og bilos blandedes med lugtene fra fodgængernes kroppe. En stærk sidevind fik folk til at skutte sig. For at skærme sig mod blæsten, gik de fleste med let foroverbøjet hoved og hævede skuldre.
Jeg lod frakken stå åben. De kolde vindstød generede mig ikke, men gjorde faktisk at jeg hurtigere genvandt mit normale schwung.
Det var stadigvæk umuligt for mig at vide om jeg var på vej til hovedbanegården. Bykortet var ikke til at styre i blæsten. Regnen var begyndt at falde igen og mine sko var tydeligvis ikke vandtætte. Jeg krøllede kortet sammen, smed det i en skraldespand og besluttede mig for at praje en taxa inden jeg blev drivende våd.

Taxachaufføren kørte ind til kantstenen, rakte armen ind over bagsædet og åbnede døren. Jeg satte mig ind, tog frakken af og bad om at blive kørt til Hovedbanegården.
På turen derhen fandt jeg togbilletten frem og konstaterede at den kunne refunderes.
Tasken var blevet fugtig og jeg tømte indholdet ud på sædet. De forskellige genstande var stadigvæk tørre. Jeg spolede båndet i diktafonen tilbage, rodede lidt i min pung og fandt mine sidste eurosedler frem. Filmen sad i kameraet, men blitzen virkede stadigvæk ikke. Bladrede hastigt notesbogen igennem.
På de sidste blanke sider nedskriblede jeg oplevelserne fra gårsdagens, nattens og morgenens forløb. Jeg lukkede bogen i, puttede tingene tilbage i tasken og lænede mig tilbage i sædet, svært veltilfreds med alle de fine ord jeg havde fået griflet ned.

Banegården kom til syne igennem forruden. Chaufføren kørte op foran hovedindgangen og jeg rakte ham taxabonen med stemplet fra Hamborg Politi. Et øjeblik kiggede han misbilligende på mig, men da jeg spilede øjnene op og vrængede af ham, fik han travlt med at udfylde bonen. Få sekunder efter rev han kvitteringsdelen af bonen og rakte den tilbage til mig. Jeg skyndte mig ud af bilen, smækkede døren hårdt i og gik direkte ind i ankomsthallen for at købe en pakke cigaretter.

Fem minutter senere stod jeg udenfor igen og flåede banderolen af pakken. Mens jeg inhalerede heftigt, svor jeg overfor mig selv at jeg aldrig ville udsætte min krop for et permanent rygestop.
Taxachaufførens fordømmende blik ville ikke rigtig slippe mig. Jeg undrede mig over hvor nemt mange mennesker havde ved fælde dom over andre. Om det så var højreorienterede præster som Fritz, venstreorienterede ignoranter med stivsindede paroler eller en småborgerlig tryghedsnarkoman fra forstæderne, kunne de alle samles om at fordømme det de ikke kunne begribe. Den slags domme var i virkeligheden et udtryk for at de ønskede, at straffe dem som ikke passede ind i deres verdensbillede.
Jeg havde set det alt for tit. Et menneske ydmyges på grund af sine naive synspunkter. Det lærer at man ikke skal træffe beslutninger med hjertet, men i stedet må bruge en stram kalkule til rationelt at udelukke fantasierne. Lykkedes det at tæmme individet bliver dets udfoldelse begrænset og snart mister det troen på sig selv.
Paradokserne ved dette var, at alle de bagstræberiske fjolser ikke kunne overleve uden os. Hvis vi ikke var klar til at udfordre dem, ville deres samfund blive livløst og statisk. Alle deres gammeldags dyder og stivsindede dogmer ville ende med at kvæle os, hvis ikke vi bestandigt gjorde opmærksom på alle de oversete sider af virkeligheden.
Jeg var dog ikke bleg for at indrømme at det omvendte scenarie heller ikke virkede. Hvis alle vores handlinger, ofte affødt af uigennemtænkte idéer, fik lov til at foregå uden at nogen stillede spørgsmål ved rigtigheden af disse, ville vi heller ikke have en eksistensberettigelse. Vi ville ikke længere føle begejstring ved vores impulsive gerninger, men miste troen på at det nyttede noget at tænke innovativt.
Der måtte altid være nogen, der trak i den anden retning. Balanceakten mellem det reaktionære miljø og det omformende miljø, evnen til både at skue tilbage og kigge fremad, var faktorer der udviklede os som mennesker.

Jeg røg en smøg til og gik ind for at få ombyttet billetten. Bagefter travede jeg over til et cafeteria og købte et morgenkomplot og en kande kaffe. Mens jeg sad og sippede til kaffen besluttede jeg mig for at påbegynde artiklen.
Mange af oplevelserne var nemme at gengive, men hele sagen med Palin og opiumsprøven efterlod mig med flere spørgsmål end svar. Hvordan kunne det gå til at en højt profileret politiker var pumpet med morfin og kodein? Hvilke hemmeligheder bar denne kvinde rundt på, siden hun var opiumsmisbruger? Det frustrerede mig at jeg ikke kunne knække Palin-koden. Især fordi hun var en vigtig part i historien.
Bollerne på tallerknen så tørre og uindbydende ud. Alligevel smurte jeg et tykt lag smør på og satte tænderne i brødet.
Birkeskorn og brødkrummer stod ud i luften, lå spredt ud over bordet og på mine bukser. Jeg trykkede min pegefinger ned på tallerknen og da jeg løftede den igen, hang de små korn fast. Jeg sad og stirrede ufravendt på fingeren og pludseligt gik denne rette sammenhæng op for mig. Birkes! For hede hule helvede, tænkte jeg, der var svaret på de noget uventede resultater af blodprøverne.
Jeg kom i tanke om Gonzo. Han havde hvisket ordet poppy seeds til mig, han havde givet mig en ledetråd som jeg først nu forstod. Palin måtte være vild med birkesboller. Hun havde sikkert fyldt sig med valmuefrø i årevis og nu var hendes krop fyldt med stoffer. Det var virkelig en tragikomisk historie.
Jeg griflede ihærdigt beretningen om Palin ned og fortsatte med artiklen, mens jeg glædede mig over at en tilfældighed havde fået brikkerne til at falde på plads.
Klokken tre samlede jeg mine ting sammen og gik ned på perronen. Toget var ankommet, men kørte først klokken halv fire.

Tagkonstruktionen så stadigvæk solid ud og synet af den fyldte mig med tryghed.
For første gang siden afrejsen så jeg frem til at møde ind på avisen igen. Artiklen var ved at tage form og når den var afleveret kunne jeg tage fri i nogle dage. Nyde at være hjemme, ae katten, høre radio, sove længe og læse avis til over middag. Tingenes tilstand var nærmere zen, end de havde været i lang tid.
Mit rastløse sind var for en tid faldet til ro. Selv om jeg stadigvæk følte mig fanget, i en verden jeg ikke havde bedt om at blive født ud i, følte jeg ingen trang til at kæmpe imod. Som en flue, der lidt for længe har været indespærret i en flaske, lagde jeg mig også ned på bunden for at genvinde kræfterne.
Turen hjem ville vare cirka fem timer og jeg kæderøg indtil konduktøren fløjtede til afgang, derefter satte toget i bevægelse og forlod stationen. Inden jeg fandt min plads kastede jeg et sidste blik ud på banegården.
Vi gled forbi de grå betonvægge, lugten fra de dieseldrevne maskiner aftog. Den behagelige frem og tilbage bevægelse fra togets stempler tog til i kraft, vuggede blidt min krop. Mens kraftoverførelsen fra motorerne forplantede sig op i gulvet vinkede jeg farvel til Hamborg, tog fat i døren til kupéen og gik indenfor.

Ved den ene vinduesplads sad en ung mand. Han havde travlt med at sende sms-beskeder og bemærkede næsten ikke at jeg satte mig ned overfor. På pladserne nærmest døren sad to ældre mennesker, en kvinde og en mand, og småsludrede. Samtalen foregik på dansk og jeg nøjedes med at nikke i deres retning, for ikke at afsløre min nationalitet. Jeg orkede ikke at snakke med andre lige nu. Ikke at jeg var træt eller i dårligt humør, men det var vigtigt at jeg fik skrevet artiklen færdig.
Sædet ved siden af mit var tomt. Jeg placerede min taske på det, rullede frakken sammen og lagde den op i bagageholderen.
Toget skar igennem landskabet. Træer, enge, skove og småbyer fór forbi vinduet ligesom regndråber i modvind.
I kupéen var der en doven stemning. Den unge fløs havde stadigvæk blikket stift rettet mod telefonen, men nu var han tilsyneladende fordybet i et mobilspil. Han så træt ud. Røde øjne og en gusten, gullig ansigtsfarve. Tøjet lugtede af sved og cigaretrøg, engang imellem snøftede han og man kunne høre snottet trække op igennem næseborene.
De to ældre snakkede ikke mere. Kvinden løste kryds og tværs og manden var faldet i søvn. Nu hvilede hans hoved op mod hovedstøtten. Med jævne mellemrum smaskede han med munden og mumlede nogle få utydelige ord. Hver gang han trak luft ind vibrerede øjenlågene let og fik det til at se ud som om at han var ved at vågne. Denne lille detalje gav hans søvn et skrøbeligt ydre, som jeg fandt meget tiltalende.
Jeg åbnede notesbogen og begyndte at gennemgå alle notaterne. Samtidig skrev jeg videre på artiklen, indflettede de sidste detaljer, rykkede rundt på kommaer og punktummer. Kuglepennen bevægede sig hastigt over papiret, og igen lykkedes det mig at få noget fra hånden.
Vi krydsede en enorm jernbanebro. Containerskibe, fiskekuttere, trawlere og luksuslinere sejlede forbi under os. Toget var på vej over Kiler Kanalen, der skar sig igennem Slesvig – Holsten regionen og knyttede Nordsøen og Østersøen sammen.
I løbet af en time ville vi nå Flensborg og derfra var der ikke langt til grænsen. Jeg trængte til at strække mine ben, så jeg pakkede mine sager ned i tasken og smed frakken over skulderne. Artiklen var stort set færdigskrevet og selv om jeg havde ondt i ryggen og krampe i fingrene, var jeg i et vældigt godt humør.
De to ældre ved døren var begge faldet i søvn, kvinden havde placeret sine fødder på mandens lår og han havde lagt sine hænder blidt om hendes ankler. De to sovende dørvogtere spærrede udgangen, men jeg nænnende ikke at vække dem. I stedet skød jeg forsigtigt døren til side, tog et højt skridt henover kvindens ben og lukkede efter mig.

Mens jeg gik frem og tilbage på gangen skete der noget højst uventet. Toget bremsede hårdt op og en skinger alarm gik i gang. Jeg væltede forover, famlede febrilsk efter noget at holde i, men bankede ansigtet direkte ned i gulvet.
Togets døre slog automatisk op og folk kiggede nysgerrigt ud fra kupéerne. Jeg rejste mig op, børstede støvet af tøjet og tog mig til hovedet. En bule var allerede vokset frem i panden og mine læber smagte af blod. Flere passagerer var nysgerrigt trukket ud på gangen og mange af dem gloede chokerede på mit fjæs. Samtidig annoncerede togføreren at en person havde trukket i nødbremsen uden gyldig grund. Den skyldige var blevet pågrebet og ville snart blive afhentet af politiet. Derefter ville vi køre videre.
Jeg maste mig hen til toilettet, sørgede for at smække døren efter mig og stirrede vantro på mit eget spejlbillede.
Hele venstre side af panden var rød og hævet. Min overlæbe var flækket og jeg havde næseblod. Kinderne og hagen var fyldt med små rifter.
Jeg lignede en blanding mellem elefantmanden og et voldsoffer. Alle de slag og knubs som jeg var blevet tildelt de sidste dage havde efterhånden gjort mig immun overfor smerte, men ved synet af skaderne var jeg lige ved at besvime. Jeg nåede at sætte mig på toiletsædet og klamrede mig til kanten af vasken. Fik åbnet for vandhanen og begyndte forsigtigt at pjaske vand i ansigtet. Det tog lidt tid at få blodet vasket væk og jeg måtte placerede to sammenrullede servietter mellem læberne, for at hæmme blødningen.
Toget holdt endnu stille da jeg forlod toilettet og gangen var stort set mennesketom. Passagerne var trukket ind i kupéerne igen og jeg kunne høre hvordan snakken gik om den uventede standsning.
Dørene i toget var stadigvæk åbne. Jeg besluttede mig for at bruge anledningen til at ryge en cigaret. Forsigtigt hoppede jeg fra det nederste trinbræt og ned på jorden.
Rundt omkring var der marker og ude i horisonten skimtede jeg en skov. Et tre meter væk fra svellerne groede nogle vilde blomster, som omkransede et stort birketræ. Træet kastede en skygge op mod toget og man kunne nemt få det indtryk, at en mørk bro forbandt de to punkter.
Draget af skyggen krydsede jeg henover den, satte mig tilrette op ad træet og tændte en smøg. Toget stod i tomgang og motorernes lave brummende lyde forplantede sig, som små rystelser ud i jorden. Det var ganske behageligt og passede fint til min egen tilstand, eftersom jeg også kørte på laveste omdrejningstal.
Cigaretfilteret måtte placeres forsigtigt mellem læberne hver gang jeg tog et sug. Det blødte stort set ikke mere, men til gengæld var overlæben øm og hævet.
Jeg trykkede de blodrøde servietter hårdt sammen, rejste mig op og kylede dem over mod toget. Den røde klump smattede ud på karrosseriet og gled langsomt ned mod jorden. Tværede skoddet ud på en sten og gik hen mod toget, mens jeg frydede mig over snart at være tilbage i Danmark.

Pludselig knaldede dørene i, Motorerne buldrede og hjulene satte i bevægelse. Jeg sprang nærmest den sidste meter op mod toget, fik fat i håndtaget og forsøgte at åbne døren, men den gav sig ikke. I stedet hoppede jeg op på trinbrættet, holdt fast i håndtaget med venstre hånd og bankede højre hånd hårdt mod vinduet.
Farten øgedes, modvinden var hård og kold. Mine øjne løb i vand og frakken blafrede uregerligt. Selv om jeg skreg og bankede, var der ingen der hørte mig.
Toget trak endnu et gear op, mine arme begyndte at syre til. Landskabet fór forbi og trinbrættet rystede voldsomt. Med mine sidste kræfter prøvede jeg at møve mig ind mellem togstammerne, hvor der var mindre vindmodstand. Jeg trak ud på kanten af trinbrættet. Slap håndtaget og rakte ind mod et tykt kabel, der bandt de to stammer sammen. I samme øjeblik kørte toget ind i et højresving og i stedet for at læne mig fremover, begyndte min krop at falde bagover. Den hårde vind, som smøg sig hen ad toget, sørgede for at jeg ikke kunne kæmpe mig tilbage. I stedet flaksede jeg hjælpeløst ud i luften, fløj nogle meter hen ad siden på toget og landede på ryggen i et tornet buskads.
Luften blev banket ud af min krop. Jeg havde pletter for øjnene og hev desperat efter vejret. Det føltes som om at sandpapir sleb mine lunger.

Trykket fra faldet forlod langsomt min krop. Toget var for længst buldret videre, men jeg orkede ikke engang at bande over situationen. Forsigtigt vendte jeg mig om og begyndte at rejse mig op. Tornene stak igennem tøjet og borede sig ind i håndfladerne, men min krop havde fået så mange høvl at den befandt sig i en form for limbo. Væk var smerterne og trætheden.
Jeg kom på benene, hev min frakke fri fra grenene og stavrede op til svellerne. Sporet strakte sig snorlige igennem omgivelserne. Himlen var blevet truende mørkegrå og en bister sidevind føg uhindret henover det flade landskab.

Over mig kæmpede fuglene med at holde kursen. Selv om de baskede ivrigt med vingerne, hændte det at en af dem blev trukket væk med blæsten.
Jeg kunne se hvordan de desperate forsøgte at kæmpe sig tilbage, men for hvert vingeslag kom de længere væk fra flokken. For til sidst at blive suget ind i mørket og forsvinde som små ubetydelige prikker i horisonten.
På dette tidspunkt kunne modløsheden nemt have ramt mig, men i stedet knappede jeg frakken, tændte for mp3’eren og besluttede mig for at følge banelegemet hjemad. Opsat på at nå til Flensborg inden for et par timer og derfra videre mod København med et tog.
Hvis jeg ikke stødte på flere uventede oplevelser, kunne det stadigvæk nå at blive en skøn aften.